Manual til bæredygtig vindenergi

Energistyrelsen forventer, at nyt vindatlas vil få stor betydning for udviklingen af fremtidige vindmodeller og kan dermed medvirke til at forbedre den globale udnyttelse af vindenergi

Energistyrelsen lancerer nu et nyt globalt vindatlas, som kan forbedre udnyttelsen af vindenergi over hele kloden.

Der er tale om et gratis redskab for alverdens energiplanlæggere. Det nye vindatlas er offentligt tilgængeligt og leverer et mere detaljeret globalt dataset end nogensinde før, som giver energiplanlæggere mere præcise vinddata for bestemte områder.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er verdensførende, når det gælder udvikling af vindmodeller, og DTU har da også haft en central rolle i den tekniske udvikling af det nye vindatlas.

- En vindmølles elproduktion kan forbedres drastisk, såfremt den placeres i det optimale område. Med det ny atlas kan vi udpege de bedste områder og det endda over hele jordkloden, siger innovationschef Kenneth Thomsen fra DTU Vindenergi.

Efterspurgt i ulande
Ifølge International Renewable Energy Agency (IRENA), er det globale vindatalas efterspurgt af mange udviklingslande, som søger teknisk viden i forbindelse med udvikling af en grøn energipolitik.

Atlasset kan også bruges til at identificere lande, hvor en mere nuanceret og verificeret kortlægning af vindressourcer vil kunne føre til en øget udnyttelse af vindenergien. Hvor vindressourcerne ser lovende ud, bliver næste skridt at kontakte de store producenter af vindmøller, f.eks. danske Vestas Wind Systems.

- Det globale vindatlas er en stor gevinst for alle nationer, der ønsker at udforske mulighederne for vindenergi i deres land, og Vestas er selvsagt interesseret i at hjælpe med at finde den optimale vindenergiløsning til de specifikke vindforhold, siger Vice President for global public affairs hos Vestas, Morten Dyhrholm.

-cmn

21/10 2015