Maskinhus forvandlet til multifitness med plads til alle
Med enkle greb har Gladsaxe Kommune vist, hvordan man skaber en ny ramme, der gør det muligt for mennesker med bevægelseshandicap at dyrke fitness på lige fod med alle andre
I et gammelt maskinhus på Kellersvej 2 i Gladsaxe er der blevet skabt en ny ramme, der gør det muligt for mennesker med bevægelseshandicap at dyrke fitness på lige fod med alle andre. Projektet er ét blandt tre, som gennemføres som led i kampagnen ’Fitness for alle’.
Gladsaxe MultiFitness ligger i et boligområde med boliger for mennesker med psykiske og fysiske handicap. Derfor har der lokalt været et stort ønske om at skabe et inkluderende, tilgængeligt og behageligt træningsmiljø i den nye forening Gladsaxe MultiFitness, hvor alle borgere er velkomne. F.eks. er fitnessmaskinerne udviklet, så de også kan bruges af folk, der sidder i kørestol, ligesom der er etableret handicapvenlige toiletter, tekøkken og p-pladser.
- Det er et helt unikt træningscenter, vi har fået stablet på benene her på Kellersvej. Det er måske ikke verdens største, til gengæld er det det mest rummelige. Her har vi lavet plads til både fitness, fællesskab og forskelligheder. Vi håber rigtig mange vil slå vejen forbi og melde sig ind i vores forening, så vi kan videreudvikle og bruge stedet sammen. Alle er velkomne i Gladsaxe MultiFitness - uanset hvem du er, siger Jakob Volther, formand for foreningen Gladsaxe MultiFitness.
Projektet er gennemført i et samarbejde mellem foreningen Gladsaxe MultiFitness og Gladsaxe Kommune som en del af kampagnen ’Fitness for alle’, der drives i et partnerskab bestående af Bevica Fonden, Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark og Bevæg dig for livet – Fitness.
- Det kræver særlig omtanke, når vi indretter idrætsfaciliteter, der skal danne ramme for aktive fællesskaber for medlemmer med handicap. Den gode velkomst giver os lyst til at yde en ekstra indsats, holde fast i en aktiv livsstil og dyrke fællesskabet, siger Charlotte Bach Thomassen, der er landsformand for DGI, på vegne af partnerskabet bag ’Fitness for alle’.
Hun fortsætter:
- Alt for mange fitnesscentre er indrettet på en måde, som gør det svært at komme indenfor og få sved på panden, hvis man f.eks. sidder i kørestol. Det har vi i partnerskabet ønsket at ændre på med Fitness for alle, og heldigvis har bl.a. Gladsaxe Kommune set det samme behov.
Gladsaxe MultiFitness blev indviet d. 6. juni 2021.
Om kampagnen ’Fitness for alle’
- ’Fitness for alle’ er en kampagne, der skal skabe innovative og nytænkende tiltag, som gør fitness tilgængelig for mennesker med bevægelseshandicap. Gennem forsøgsprojekter, forskning, læring, inspiration og formidling skal kampagnen skabe øget interesse for og ny viden om, hvordan man kan nedbryde både fysiske og sociale barrierer, så der skabes lige muligheder for fitness for alle. Målet er øget sundhed og velvære for alle - til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet.
- Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Bevica Fonden, Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark og Bevæg dig for livet - Fitness udgør tilsammen partnerskabet bag kampagnen. Parterne har samlet afsat op til syv mio. kr. i anlægsstøtte til de tre projekter. Dertil kommer sparring, uddannelse og inspiration i et udviklingsforløb for de udvalgte projekter, samt et forskningsprojekt, som skal måle på effekten af de nye tiltag.
- Sideløbende med projekternes realisering gennemfører Center for tilpasset idræt og bevægelse, SDU, en forskningsindsats, der skal dokumentere effekten af de nye tiltag. Forskningsindsatsen finansieres af Tryg Fonden. Kampagnens samlede budget er på 12,7 mio. kr.
- Bark Rådgivning er sekretariat for partnerskabet og står for den daglige udvikling og gennemførelse af kampagnen.
-kj