Medvind for Femern-planAnlægsarbejdet på sænketunnelprojektet kan ikke igangsættes, men den danske stat ønsker at fastholde de gode priser, som Femern A/S modtog i september 2015. (Grafik: Femern A/S)

Medvind for Femern-plan

Forligskredsen bag den faste forbindelse over Femern Bælt har netopindgået en politisk aftale om det videre forløb for projektet. Det betyder, at kontraktforhandlingerne med entreprenørerne kan gå i gang

Forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen bestående af regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har fredag den 4. marts 2016 indgået en politisk aftale om det videre forløb for Femern Bælt-projektet.

Aftalen indebærer, at Femern A/S kan forhandle om betingede kontrakter med de foretrukne entreprenører på de fire store anlægsentrepriser.

Anlægsarbejdet på sænketunnelprojektet kan ikke igangsættes, før der foreligger en tysk myndighedsgodkendelse. Kontrakterne vil derfor være betingede af, at der foreligger en endelig tysk myndighedsgodkendelse.

Dansk tidsplan på plads
Med den politiske aftale er der også truffet beslutning om tidsplanen for udbygning af de danske jernbaneanlæg i tilslutning til den faste forbindelse.

Tidsplanen indebærer, at jernbanestrækningen Ringsted-Nykøbing Falster vil være udbygget i 2021 og elektrificeret i 2024. Det giver en markant forbedring for de rejsende med tog mellem Nykøbing Falster og hovedstadsområdet.

- På baggrund af den orientering vi modtog fra Femern A/S forleden har vi i dag truffet beslutning om, at Femern A/S kan forhandle om betingede kontrakter med de foretrukne entreprenører på de fire store anlægsentrepriser, udtaler transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt.

Følger tysk proces nøje
Ministeren erkender, at den danske stat og Femern A/S på grund af forsinkelsen af den tyske myndighedsgodkendelse står i en svær situation:

- Anlægsarbejdet på sænketunnelprojektet kan ikke igangsættes, men vi ønsker at fastholde de gode priser, som Femern A/S modtog i september 2015. Vi har i dag valgt en model for håndtering af kontrakterne, som tager hånd om denne situation på bedst mulig måde. Det er afgørende, at der fremadrettet sættes fuld kraft på den tyske proces og jeg vil fortsat følge udviklingen meget tæt, fastslår Hans Chr. Schmidt.

- Vi har samtidig besluttet tidsplanen for udbygningen af jernbanen mellem Ringsted og Rødby. Den nye tidsplan medfører betydelige forbedringer for rejsende med tog mellem Nykøbing Falster og hovedstadsområdet, idet jernbanestrækningen Ringsted–Nykøbing Falster vil være udbygget i 2021 og elektrificeret i 2024. Det forkorter rejsetiden mellem Nykøbing Falster og København markant.

Navne på entreprenørerne
Forligskredsen bag den faste Femern-forbindelse giver hermed Femern A/S mandat til at udpege de foretrukne bydere på de store tunnelkontrakter med henblik på at indgå betingede kontrakter senest medio maj 2016.

Betingede kontrakter indebærer, at der underskrives en endelig og bindende anlægskontrakt med de vindende entreprenører, men dog således, at selve anlægsarbejdet først bliver påbegyndt, når der foreligger en tysk byggetilladelse. Kontrakterne løber frem til udgangen af 2019 med mulighed for genforhandling på det tidspunkt.

Når de nærmere vilkår for de betingede kontrakter er endeligt afklaret mellem Femern A/S og de vindende konsortier, vil selskabet fremlægge det endelige resultat for transportministeren inden kontrakterne underskrives i maj 2016.

-cmn

Vindende konsortium på sænketunnel herunder tunnelfabrikken:
Femern Link Contractors (FLC)
Entreprenører:
Vinci Construction Grands Projets S.A.S. (Frankrig)
Per Aarsleff A/S (Danmark)
Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland)
Max Bögl Stiftung & Co. KG (Tyskland)
CFE SA (Belgien)
Solétance-Bachy International S.A.S. (Frankrig)
BAM Infra B.V. (Holland)
BAM international B.V. (Holland)
Underentreprenør:
Dredging International N.V. (Belgien)
Rådgiver:
Cowi A/S (Danmark)

Vindende konsortium på portaler og ramper:
Femern Link Contractors (FLC)
Entreprenører:
Per Aarsleff A/S (Danmark)
Vinci Construction Grands Projets S.A.S. (Frankrig)
Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland)
Max Bögl Stiftung & Co. KG (Tyskland)
CFE SA (Belgien)
Solétance-Bachy International S.A.S. (Frankrig)
BAM Infra B.V. (Holland)
BAM International B.V. (Holland)
Rådgiver:
Cowi A/S (Danmark)

Vindende konsortium på gravearbejder:
Fehmarn Belt Contractors (FBC)
Entreprenører:
Boskalis International B.V. (Holland)
Hochtief Solutions AG (Tyskland)
Ed. Züblin AG (Tyskland)
Van Oord Dredging and Marine Contractors B.V. (Holland)
Rådgiver:
Sweco Danmark A/S (Danmark)

4/3 2016