Metrobyggeriet får eget sundhedscenter
Medarbejderne på metrobyggeriet får nu nem adgang til forebyggende behandlinger. Et nyt sundhedscenter er netop åbnet på byggeriet som det andet af sin slags i Danmark
Fremover er hjælpen til at få gjort noget ved ondt i skulderen eller ømme muskler nærmest lige ved hånden for de mange byggearbejdere på metrobyggeriet i København.
Her er netop åbnet et sundhedscenter, hvor medarbejderne kan komme på briksen hos en fysioterapeut, hvis kroppen værker.
Centret er kommet i stand via et samarbejde mellem Metroselskabet, Copenhagen Metro Team (CMT) og PensionDanmark. Ca. 1.200 medarbejdere på metrobyggeriet har via deres sundhedsordning i PensionDanmark fri adgang til behandling i det nye sundhedscenter, der ligger i CMT’s camp i Valby.
Del af overenskomsten
- Tilbuddet er en del af de ansattes overenskomst, og vi håber, at mange vil benytte sig af det, da en tidlig indsats kan være afgørende i forhold til at styrke sundheden og arbejdsmiljøet på metrobyggeriet, siger Louise Høst, vicedirektør i Metroselskabet.
Hun understreger, at Metroselskabet er meget optaget af at sikre ordentlige forhold for de medarbejdere, der er beskæftiget med byggeriet af Cityringen, som er et gigantisk projekt.
- Derfor er det også vigtigt, at vi hele tiden har fokus på de mennesker, der hver dag knokler for at bygge mere metro i hovedstaden, siger Louise Høst.
Daniele Cascianelli, der er projektdirektør for Copenhagen Metro Team, er bevidst om, at arbejdet på Metroens byggepladser kan være fysisk og mentalt krævende.
- Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden fokuserer - ikke bare på sikkerhed - men også på sundhed og forebyggelse. Det danske sundhedssystem er meget velfungerende, men for vores arbejdere, der kommer fra mange forskellige lande, er det svært altid at få adgang hurtigt og effektivt, siger Daniele Cascianelli.
Erfaringer fra Aarhus
Sundhedscentret på metrobyggeriet er det andet herhjemme, der etableres direkte i tilknytning til en større byggeplads. Det første åbnede sidste år på byggepladsen til Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU).
- Vi er glade for at have fået mulighed for at etablere endnu et sundhedscenter direkte på en stor byggeplads. Vores erfaring er, at jo lettere adgangen er til de forebyggende behandlinger, desto flere gør brug af tilbuddet om at få behandling i tide, så små skader ikke får lov til at udvikle sig til mere alvorlige problemer. Derfor er vi også klar til at etablere tilsvarende centre på andre store byggepladser, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
-cmn