Minister besøgte digital vinder
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt blev hos den fynske it-virksomhed CalWin introduceret til it-systemer, der er med til at gøre installatører mere konkurrencedygtige
Lynhurtigt bredbånd og velfungerende dataforbindelser er alfa og omega for digital vækst.
Det fik energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) lejlighed til at opleve på nærmeste hold, da han aflagde officielt ministerbesøg hos den fynske it-virksomhed CalWin A/S, der har til huse i Odense.
CalWin har gennem over tyve år leveret branchesoftware til blandt andet energi- og forsyningsbranchen og er i dag markedsledende på bl.a. it-systemer til kalkulation, tilbud og materiel- og værktøjsstyring. Systemer, der netop er afhængige af en velfungerende digital infrastruktur.
- Besøget understreger for mig vigtigheden af, at der er digital dækning i hele Danmark. Det er forudsætningen for, at der findes virksomheder som CalWin, der kan skabe vækst og arbejdspladser på at udvikle software og andre smarte løsninger, siger Lars Christian Lilleholt, der har tele og bredbånd under sit ministerområde.
Ministeren fik en rundvisning hos den fynske leverandør af branchesoftware.
Digital fokus
Under besøget fik ministeren eksempelvis en lynintroduktion til CalWins mobile tilbudssystem, Corbis, der gør det muligt for en installatør at afgive et tilbud direkte ude hos kunden – med få klik på en tablet.
- Tid er en altafgørende faktor i dansk byggeri, fordi lønniveauet i Danmark er højt. Der kan vores it-løsninger bidrage til, at man som installatør eller håndværker sparer tid og hermed også ressourcer og bliver mere konkurrencedygtig, siger adm. direktør i CalWin Carsten Rasmussen, som derfor er glad for, at regeringen har fokus på at udbygge og fremtidssikre den digitale infrastruktur i Danmark.
I 2016 havde 88 % af alle danske boliger og virksomheder adgang til bredbånd med mindst 100 Mbit/s downloadhastighed.
-los