Aktuelle nyheder - Byggeri

Modsætninger mødes i nyt samarbejde Njordrums kreative tilgang til design og arkitektur kombineret med Concept Livings systematiske byggemetode skal danne et unikt grundlag for arkitektonisk flotte moduler. Illustration: Njordrum

Modsætninger mødes i nyt samarbejde

Modulproducenten Concept Living og design- og konceptbureauet Njordrum har netop indgået et helt nyt samarbejde, der skal løfte permanent præfabrikeret modulbyggeri til nye, æstetiske højder

Del artiklen på

Det er et på papiret umage par, der netop har slået sig sammen i et utraditionelt, men meget frugtbart samarbejde om permanent præfabrikeret modulbyggeri. Den midtjyske modulproducent Concept Living, som er søstervirksomhed til ABC Pavilloner, har nemlig netop indgået et fast samarbejde med design- og konceptbureauet Njordrum med base i Aarhus om at udvikle arkitekturen omkring systematisk, præfabrikerede modulbyggerier.

- Man kan på mange måder sige, at vi som modulbygger nok er en modsætning til et design- og konceptbureau – ikke fordi, vi ikke bygger flotte moduler, men fordi vi lever af kassetænkning og faste procedurer, hvorimod arkitekter ved hvert nyt projekt tænker i nye rammer og arkitektur. Og den forskellighed tror vi, at der kan komme noget rigtig godt ud af at kombinere. Derfor har vi nu indledt et samarbejde, som har til formål at nytænke arkitekturen ved flere af vores modulløsninger og projekter, siger direktør i Concept Living, Kjeld S. Facius, og fortsætter:

- På den måde håber vi på at kunne øge vores konkurrenceevne i udbud, mens det samtidig åbner op for flere salgsmuligheder særligt til projektmarkedet. Eksempelvis kan vi nu i langt højere grad byde ind på opgaver, hvor arkitekturen er et centralt element, og allerede nu oplever vi faktisk en stor efterspørgsel på præfabrikeret modulbyggeri, hvor det æstetiske udtryk er en væsentlig faktor.

Arkitektur til borgere med særlige behov
Konkret betyder samarbejdet, at Concept Living og Njordrum vil udnytte den synergi, der ligger i at bringe de forskellige kompetencer ind i udviklingen af nye og innovative, præfabrikerede modulløsninger.

- Som arkitekter er vi skolede i at starte forfra hver gang for at skabe unikke og varierende løsninger til hvert projekt. Den tankegang skal vi nu vende på hovedet og i stedet udvikle løsninger, som både kan bruges hver for sig og sættes sammen til større enheder og til mange forskellige formål. Og her har vi fundet den perfekte samarbejdspartner i Concept Living, da deres meget professionelle og strømlinede produktion giver en kort og effektiv byggetid, så vi sammen kan levere gennemtænkte og velproducerede koncepter til en god pris, siger arkitekt og designer MAA samt partner i Njordrum, Lars Vejen.

Sammen med Lars Vejen, som blandt andet er kendt for sin brede tilgang til arbejdet med design af alt fra møbler og belysning til brugskunst og byggekomponenter, sidder arkitekt MAA Martin Wienberg i spidsen for Njordrum, som bygger på mere end 20 års erfaring inden for projektudvikling og arkitektur.

Under Njordrum ligger desuden virksomheden Njordrum Care, der har fokus på og speciale inden for understøttende arkitektur til borgere med særlige behov. Den erfaring og specialviden ser man nu frem til at kunne trække på hos Concept Living:

- Njordrum har nogle virkelig tunge profiler inden for konceptudvikling, arkitektur og design og har blandt andet en unik viden om arkitekttegnede boliger til mennesker med specielle behov. Det matcher rigtig godt med vores erfaring indenfor modulbyggeri til eksempelvis institutioner, og vi håber derfor, at samarbejdet kan bidrage til at vinde større markedsandele inden for blandt andet skoler, plejehjem og botilbud, siger Kjeld S. Facius.

Nemt at skalere op og ned
Concept Living og Njordrum skal de kommende måneder fokusere på dels at løfte permanent præfabrikeret modulbyggeri til nye, æstetiske højder og dels at udbrede kendskabet til samarbejdet.

Blandt andet derfor deltager de sammen på Social- og Sundhedspolitisk Forum arrangeret af KL den 10. og 11. juni, hvor de blandt andet præsenterer nogle af deres arkitektoniske modulløsninger særligt til botilbud- og plejesektoren.

- Det er rigtig dyrt at have den forkerte kapacitet, uanset om det drejer sig om for få eller for mange kvadratmeter i eksempelvis botilbud, plejehjem eller institutioner. Her er modulelementer virkelig en god løsning, fordi det er utroligt nemt at skalere op og ned efter behov. Moduler fra Concept Living er bygget til netop at kunne klare flere flytninger, hvilket gør det meget fleksibelt at justere kapaciteten. Det er således en rigtig god løsning, som vi tror, vi kan hjælpe Concept Living med at komme endnu længere med ved at tilføre dem et konceptuelt og arkitektonisk løft, siger Lars Vejen.

-los

Læs mere om Byggeri

8/6 2021
AfskærmningAlu stigerBeslagBrancheforeningBrandstigerByggerådgivningByggestyringBygningsrenoveringByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentreprenørIndustriel malingIndustriporteInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingListerLofterMaterielopbevaringMontageskinnerMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRullestilladsSandwichpanelerSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalentreprenørTotalrenoveringTrappestigerVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.