Moland Byggevarer og HBC fusionerer

Det giver mening og vil på alle parametre lette samhandlen med vores kunder, lyder det fra parterne

Selskaberne fusioneres med virkning fra den 1. januar 2017, men allerede fra det tidlige efterår vil de to virksomheders salgsteams foretage rokader, ligesom der vil opstå nye løsninger omkring samlast og logistik.

I forbindelse med fusionen af de to selskaber opdeles HBC’s produktprogram således, at produktgruppen med træbeton og cementspånplader (Amroc) flyttes til separat salgskorps i Moland Byggevarer, der også vil få til opgave at løfte salget af gips-, stål- og isoleringsprodukterne.

Denne salgsenhed fokuserer således på byggematerialedelen. Dette salgsteam er under udvidelse, og inden længe vil det nye selskab præsentere teamet med både nye og eksisterende kolleger.

Særligt salgsteam for gulve
Ovennævnte sikrer, at der også skabes en separat salgsenhed både eksternt og internt, som kan koncentrere sig om Molands brede program inden for gulve. Altså en salgsafdeling med speciale i gulve og tilbehør hertil. Dette vil give mulighed for yderligere sortimentsudvidelse og bred fokus på at udvikle og optimere salgsafdelingen indenfor netop gulve.

Ledelse af den samlede salgsafdeling i Moland Byggevarer varetages som hidtil af salgschef Lars Kjærsgaard Christensen.

Facadedelen flyttes til Wimex
Fusionen af de to selskaber får også den betydning, at HBC’s facadeprogram, EX-4TG, EX serien og Authentic overgår til Molands søsterselskab Wimex. Denne opdeling passer naturligt ind til Wimex’ øvrige produktgrupper; WPC Decking, facadebeklædning, Nordic Fence og Sibirisk lærk.

Ledelsen af den samlede salgsafdeling i Wimex varetages som hidtil af salgsdirektør Erik Bach, der nu kan se frem til at få udvidet produktsortimentet med et rigtig spændende facadeprogram.

Moland Byggevarer bliver med disse nye tiltag gruppens Indoor division mens Wimex bliver gruppens Outdoor division.

-los

4/7 2016