NCC bygger i Horsens
NCC har indgået aftale med Region Midtjylland om at opføre den nye del af Hospitalsenheden Horsens. Der er tale om en totalentreprise på 10.900 m2 nybyggeri
Hospitalsenheden Horsens står til en større udbygning med nye ambulatorier, nye operationsstuer, ny intensivafdeling og to nye sengeetager udelukkende med en-sengs stuer.
Det 10.900 m2 nybyggeri bidrage til visionen om at skabe et stort og tidssvarende akuthospital, hvor patienterne ankommer og behandles døgnet rundt, og bygherren Region Midtjylland forventer, at nybyggeriet kan gå i gang i efteråret 2016
Det er NCC også indstillet på. NCC har stor erfaring i at bygge og renovere sygehuse. Det drejer sig blandt andet om Odense Universitetshospital, Sygehus Sønderjylland i Aabenraa og Esbjerg Psykiatrisk afdeling. Samtidig er NCC i dag i gang med at opføre en ny enhed på Rigshospitalet og på Herlev Hospital samt Viborg Sygehus.
Erfaring med sygehusbyggeri
- Vi er glade for at kunne være med til at bidrage med vores ekspertise og levere et kvalitetsbyggeri. Sygehuse har været et prioriteret marked for os i mange år, og de erfaringer, der er kommet ud af det, kan Hospitalsenheden Horsens og deres patienter nu nyde godt af, siger Nicolai Schultz, direktør i NCC Construction.
Den nye del af Hospitalsenheden Horsens skal sammenbygges med andre dele af det eksisterende hospital, og det kræver en særlig ekspertise. Det stiller krav til logistik, til kompleksiteten af byggeriet og til at kunne bygge, mens hospitalet er i drift.
For eksempel kan NCC ikke få leveret betonelementer, hvis det indebærer, at vejen spærres for ambulancerne, ligesom det heller ikke er muligt at slukke for brandalarmerne, når der skal ske indgreb i de eksisterende installationer.
Tværfaglige muskler
Det særlige ved denne byggesag er, at der er tale om en totalentreprise, hvorfor NCC Construction har ansvaret for tid, økonomi og kvalitet i projektet. Det giver i en række fordele for bygherren.
- Som rådgivende entreprenør er det vores fornemste opgave at skabe det rette overblik, så vi kan træffe de rigtige beslutninger i projektet. På Hospitalsenheden Horsens har vi udnyttet den store tværfaglige muskel, vi har som nordisk organisation. Det betyder, at vores bygherre kan være helt tryg ved, at de får et byggeri i høj kvalitet, hvor vi har øje for deres behov. Vi tager ansvar for hele processen, for det er vores folk, der skal stå på mål for løsningerne i sidste ende, siger Ole Møller Petersen, senior projektchef og tilbudsansvarlig på byggesagen.
Byggeriet forventes at gå i gang i november og vil stå færdig i foråret 2018. Arkitema K/S og Sweco Danmark A/S er rådgivere for bygherren. Aarhus Arkitekterne og MidtConsult er rådgivere for NCC.
Det nye hospitalsbyggeri bliver på i alt 10.900 m2 fordelt på fire etager med plads til bl.a. nye ambulatorier, nye operationsstuer, ny intensivafdeling og to nye sengeetager udelukkende med 1-sengs stuer.
-cmn