- Nødvendige CO2-reduktioner opnås ikke kun ved at bygge mindre og smartere Biokul er kulstofbaserede materialer baseret på f.eks. halm, spildevandsslam eller andre restprodukter, som ellers typisk bliver brændt af og dermed afgiver CO2 til atmosfæren. Foto: Stiesdal Skyclean

- Nødvendige CO2-reduktioner opnås ikke kun ved at bygge mindre og smartere

Nu kan biokul erstatte materialer i letvægtsbeton og reducere CO2-udledningen fra byggeriet, viser resultaterne fra et mindre udviklingsprojekt. Flere aktører er allerede i gang med at teste teknologien

Byggeriet står for omkring 10 % af Danmarks samlede CO2-udledning, svarende til cirka 6,3 mio. ton årligt. Men nu viser resultater fra det netop afsluttede udviklingsprojekt, Charbuild, at biokul kan bruges til at skabe dokumenterbare reduktioner i sektorens CO2-aftryk. 

Biokul fremstilles ved at opvarme biomasse i iltfattigt miljø, hvilket binder kulstoffet i en stabil form. Ved at blande det i beton bliver kulstoffet lagret permanent i byggeriet, samtidig med at det erstatter materialer med højere CO2-aftryk. 

Projektet, der er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Leth Beton og biokulproducenten Stiesdal SkyClean, har de seneste år testet, om biokul kan integreres i produktionen af store betonelementer uden at gå på kompromis med materialernes egenskaber. 

- Vi kendte allerede de CO2-reducerende egenskaber i biokul. Spørgsmålet var så, om et betonelement er lige så stærkt og holdbart, hvis vi blander biokul i. Nu har vi resultaterne, og de er virkelig positive, siger Nina Marie Sigvardsen, projektleder hos Teknologisk Institut. 

Hvis teknologien udbredes bredt i produktionen af vægelementer i Danmark, peger tidligere beregninger på et potentiale for at reducere CO2-udledninger med op mod 35.000 ton årligt. 

- Byggesektoren efterspørger løsninger, der både er skalerbare og dokumenterede. Det er netop det, vi har arbejdet med i projektet. Vi ser nu en stigende interesse fra industrien, hvor flere aktører allerede er i gang med at teste teknologien, siger Nina Marie Sigvardsen. 

Store reduktioner forude 
Hos forskningspartnerskabet Inno-CCUS, som har støttet projektet, er der også stor tilfredshed. 

- Byggesektoren står foran store og helt nødvendige CO2-reduktioner, og det er ikke alle, som kan opnås ved at bygge mindre og smartere. 

- Derfor er det et kæmpe fremskridt, at vi nu har bevis for en løsning, som giver mulighed for at reducere effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten i materialerne, siger Karina Søgaard, direktør i Inno-CCUS. 

Direktøren hæfter sig samtidig ved, at større dele af industrien viser interesse for løsninger som denne. Hun understreger, at det er et vigtigt næste skridt, når biokulbaseret beton og lignende løsninger for alvor skal kunne skaleres, eksporteres og reducere byggeriets samlede klimaaftryk. 

Resultaterne fra Charbuild videreføres i et nyt udviklingsprojekt, Charblock, som undersøger, hvordan biokul kan erstatte konventionelle letklinker i letklinkerblokke. 

Letklinkerblokke anvendes især til fundamenter og indvendige vægge og har et betydeligt potentiale for CO2-reduktion. Teknologisk Institut leder projektet, og sammen med CRH Products og Cebra Architecture kombineres laboratoriearbejde med industriel opskalering – fra optimerede recepter til produktion og arkitektonisk demonstration. 

-dc

7/7 2026