Nordsjællandsk nationalpark får grønt lys

Danmarks femte nationalpark er netop blevet godkendt af miljø- og fødevareministeren og forligskredsen bag nationalparkloven. Nationalpark Kongernes Nordsjælland har været næsten 13 år undervejs

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har netop fået grønt lys af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og forligskredsen bag nationalparkloven. Dermed er vejen banet for, at  den femte nationalpark kan være på plads i løbet af 2018.

- Nationalpark Kongernes Nordsjælland har været næsten 13 år undervejs, og dette er det tredje forslag, som vi i forligskredsen har drøftet, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. 

Den nye nationalpark kommer til at rumme naturmæssige, kulturelle og arkitektoniske perler som Gribskov, Store Dyrehave og Esrum Sø og Kronborg Slot og det såkaldte parforcejagtlandskab i Nordsjælland, hvoraf flere er på Unescos verdensarvsliste.

Kulturhistoriske værdier
- Nationalparkerne er et rigtig godt initiativ, som fremmer, at vi danskere bliver mere bevidste om de naturperler, vi har, og får besøgt dem. Forslaget omfatter nogle af Danmarks største skovområder, søer med plads til kanoer og sejlads, Unesco verdensarv og mange historiske bygninger. Kongernes Nordsjælland kan byde på oplevelser, der favner både kultur, natur of friluftsliv, som er grundstenene i en succesfuld nationalpark. Nationalparker skal bygge på frivillighed og lokal opbakning, og den har Nordsjælland, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Det er kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød, der har stået i spidsen for at få en nationalpark i Nordsjælland ført ud i livet med støtte fra en lang række foreninger, forbund og interesseorganisationer. Oprettelsen af en nationalpark er med til at udvikle, sikre og bevare enestående dansk natur, landskaber og kulturhistoriske værdier, således disse gøres synlige, så de kommer alle til gode.

Forligskredsen finder det vigtigt, at nationalparken med tiden  udvikler sig til en mere sammenhængende nationalpark. Udviklingen skal følge lovgivningen og ske på frivillig basis, og forligskredsen ser gerne, at flere lodsejere frivilligt kan melde sig til nationalparken fremover.

50.000 fodboldbaner
Partierne bag forligskredsen lægger vægt på, at kommunerne fortsat spiller en aktiv rolle i at udvikle sammenhængen i nationalparken, og vil også følge den tæt.

Biodiversiteten i Nationalpark Kongernes Nordsjælland skal styrkes, sammenspillet mellem skov og søer skal fremmes, og skovnaturen skal udvikles af hensyn til naturværdierne. Områdets unikke naturområder som f.eks. klitarealerne ved Tisvilde Hegn og de lysåbne naturtyper på Melby Overdrev skal fremmes. Forligskredsen vil løbende mødes for at drøfte udviklingen og erfaringerne.

Danmark har i dag fire nationalparker: Nationalpark Thy (24.400 hektar), Nationalpark Mols Bjerge (18.000 hektar), Nationalpark Vadehavet (146.000 hektar) og Nationalpark Skjoldungernes Land (17.000 hektar).  Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Nationalparken dækker et område på i alt 24.595 hektar, hvilket svarer til knapt 50.000 fodboldbaner.

-cmn

1/9 2016