Norlys ladepunkter til el-biler breder sig som steppebrand
Frem mod sommeren næste år opstiller Norlys flere end 1.600 nye ladepunkter i en række kommuner
Af Dan Bjerring
Norlys har vundet hele eller dele af offentlige udbud om ladepunkter til el-biler i 15 kommuner og er i fuld gang med at udbygge et landsdækkende ladenetværk.
De mange aftaler med kommunerne er ifølge direktør i Norlys’ energiforretning, Mads Brøgger, et vigtigt skridt i det arbejde.
Aftalerne med de 15 kommuner betyder, at Norlys opstiller i alt 1.660 ladepunkter fordelt i hele landet. Derfor bliver det blandt andet muligt at finde et ladepunkt fra Norlys i kommuner som Solrød, Tønder, Horsens og Vesthimmerland.
Åbne netværk
Samtlige af Norlys’ offentlige ladepunkter drives som åbne netværk. Det betyder, at ladepunkterne er tilgængelige for alle elbilister, også selvom de ikke er kunder hos Norlys:
- Skal vi i mål med den grønne omstilling, skal vi have elektrificeret transporten, og det sker kun, hvis infrastrukturen er på plads og det er let at lade, når du er på farten. Det arbejde sætter vi ekstra fart på de kommende år, siger Mads Brøgger.
Norlys investerer de kommende år et milliardbeløb i opbygningen af offentlig ladeinfrastruktur. I dag er der allerede 1.344 offentlige ladepunkter på Norlys’s ladenet.
Vundne kommunale udbud
Norlys har indtil videre vundet offentlige udbud om at opstille 830 ladestandere. Da alle Norlys’ ladestandere har to ladepunkter betyder det, at der er lavet aftaler om at opstille i alt 1.660 ladepunkter.
Allerød: 44 almindelige ladepunkter
Greve: 56 almindelige ladepunkter
Halsnæs: 32 almindelige ladepunkter og 8 lyn-ladepunkter
Hillerød: 20 almindelige ladepunkter
Holstebro: 190 almindelige ladepunkter og 12 lyn-ladepunkter
Horsens: 244 almindelige ladepunkter og 18 lyn-ladepunkter
Mariagerfjord: 80 almindelige ladepunkter og 6 lyn-ladepunkter
Middelfart: 94 almindelige ladepunkter og 10 lyn-ladepunkter
Norddjurs: 264 almindelige ladepunkter
Silkeborg: 188 almindelige ladepunkter
Skive: 118 almindelige ladepunkter
Solrød: 68 almindelige ladepunkter og 6 lyn-ladepunkter
Tønder: 34 almindelige ladepunkter
Vesthimmerland: 24 almindelige ladepunkter og 4 lyn-ladepunkter
Viborg: 140 almindelige ladepunkter