Når Airbnb flytter ind
Kan det give ballade og skabe utryghed. Derfor opfordrer ABF til, at man dækker sig juridisk ind og begrænser omfanget og får det skrevet ind i andelsboligforeningens vedtægter
Samfund - Bolig
Airbnb udlejning vokser med eksplosiv hast herhjemme. Allerede i 2018 blev tallet opgjort til mere end en million gæster årligt, hvor mere end halvdelen overnattede i københavnske lejligheder én eller flere dage. Her var ni ud af ti turister fra udlandet.
Det er en trafik, der godt kan ødelægge nattesøvnen i andelsboligforeningen, hvis der bor en flok turister ovenpå ens lejlighed, der har været ude og opleve nattelivet og kommer væltende hjem halvfulde og råbende.
Derfor anbefaler Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation(ABF) da heller ikke, at man lukker op for den form for korttidsleje.
- Det er ikke alle, der er lige gode til at overholde husordenen, det slider på ejendommen, og de mange fremmede i opgangen kan godt skabe utryghed, siger Anne Kristensen, juridisk chef i ABF, der fra tid til anden har medlemsforeninger i røret, der har problemer med kortidsudlejning.
Gode råd på netværksdag
Anne Kristensen kommer på netværksdagen, der afholdes af Byens Boligforeninger 6.februar i Hvidovre og giver gode råd til, hvordan man som forening dækker sig ind juridisk, så man undgår nogle af problemerne, og samtidig begrænser omfanget, så det ikke udvikler sig til hoteldrift.
- Som udgangspunkt er korttidsudlejning ikke tilladt, hvis man følger vores standardvedtægter. Men så kan der være andelshavere, der har et ønske og fremsætter forslag om det på generalforsamlingen. Her må man så afveje fællesskabet interesser og den enkelte, der har ønske om en ekstra indtægt ved at leje ud.
Her har Folketinget sidste år vedtaget en ny lov, der åbner op for, at private korttidsudlejer 70 dage om året, mod at indtægterne bliver indberettet til Skat, hvor man så får et bundfradrag. Men de meget lempelige regler har medført stor kritik fra både lejere- og erhvervsorganisationer samt en række kommuner. Det er heller ikke et omfang ABF anbefaler.
- Vi har lavet en alternativ bestemmelse til ABF’s standardvedtægter, som foreningen kan vælge at bruge, og her anbefaler vi max. tre uger om året, fordi det samtidig skal være til at styre og trygt for de øvrige beboere, siger Anne Kristensen, der fortæller meget mere om emnet på Netværksdagen den 6. februar, hvor der er gratis adgang.
Læs mere om netværksdagen og bestil din billet her...
-jhn