Nu må man snart hoppe i takt i Parken igen
De to tribuner på B bliver forstærket separat, så koordinerede hop fra næste sæson kan finde sted uden risiko for sammenstyrtning af tribunen
Rammerne for det kommende konstruktionsarbejde på B-tribunen er nu godkendt af de relevante myndigheder samt ved tredjepartskontrol. Nu skal designes en byggeproces, der også tager højde for F.C. Københavns travle forårsprogram.
B-tribunen skal forstærkes, da den ikke er bygget til koordinerede hop. Der er ikke tale om mangler i beton eller vedligeholdelse, men anvendelsen er i dag en anden end ved Parkens opførsel.
I forlængelse af en omfattende tredjepartsgodkendelse har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune nu givet den endelige byggetilladelse til det forestående konstruktionsarbejde.
Det betyder, at F.C. København er ved at finde den rette entreprenør til at udføre selve projektet i 2025. De to tribuner på B bliver forstærket separat, og arbejdet begynder på den nedre tribune, som ventes klar til sæsonstart 2025/2026.
- På baggrund af et glimrende samarbejde med Københavns Kommune er vi nu nået videre til den afsluttende fase i projektet på B-tribunen. Det ser ud til, at vi holder tidsplanen, og vi forventer fortsat, at selve konstruktionsarbejdet går i gang i vinterpausen, siger klubdirektør, Jacob Lauesen og tilføjer:
- Koordinerede hop er fortsat forbudt, men der er lys for enden af tunnelen, og vi glæder os over, at vi snart kan se en ende på det her komplekse forløb. Alle fansene på B-tribunen skal have stor tak for deres tålmodighed og respekt for situationen.
Rambøll har været med i processen hele vejen, og på trods af en betydelig erfaring med usædvanlige konstruktioner var opgaven på Parkens B tribune alligevel en helt ny af slagsen for ingeniør- og rådgivningsvirksomheden.
I de forgangne måneder har Parken haft besøg af en borerig, der har boret ni meter ned i jorden omkring B-tribunen for at teste fundamentet, før selve konstruktionen går i gang på Nedre B.
- Selve konstruktionsprocessen kommer til at tage meget kortere tid end de indledende faser, hvor vi har testet, tegnet og beregnet i et enormt omfang.
- Nu går vi sammen med F.C. København og entreprenøren i gang med at designe den konkrete byggeproces, hvor klubbens travle forårsprogram også skal indkalkuleres, fortæller Jan Vig, Head of Monitoring and Analyses of Existing Structures hos Rambøll.
-dc