Nu skal der bygges huse af affald

Nu skal der bygges huse af affald

Et nyt partnerskab mellem det private og det offentlige skal skabe helt nye standarder for genanvendelse af byggeaffald til nybyggerier

I dag bliver byggeaffaldet fra nedrevne bygninger ofte knust og brugt som underlag til især veje. Men genanvendelse af byggeaffald til nybyggerier er også en oplagt mulighed for at bygge bæredygtigt i fremtiden.

Klyngeorganisationen CLEAN har etableret et partnerskab mellem en række offentlige bygherrer og et konsortium af private virksomheder, som både arbejder med nedrivning og rensning af byggeaffald. Sammen vil de sætte helt nye standarder for bæredygtig brug af byggeaffald.

Vinderkonsortiet er blevet udvalgt og består af virksomhederne RGS90, Søndergaard Nedrivning og DJ Miljø og Geoteknik.  

- Projektet er en helt ny tilgang til at skabe innovative løsninger på vigtige samfundsudfordringer, som samtidig har et stort eksportpotentiale. Jeg er stolt over, at vi nu har bevist, at modellen fungerer og forhåbentlig vil blive brugt på flere andre områder, siger Anne Dorthe Josiassen fra CLEAN.

Tre aktører i front
Projektet lægger fra start med tre offentlige bygninger i København, Kolding og Faxe, der står foran nedrivning. Man vil blandt andet afprøve nye metoder i nedrivningen, så flest mulige bygningsdele bliver genanvendt. En af barriererne for genanvendelse har nemlig været, at materialer fra nedrivninger har været ødelagte eller besværlige at sortere, når først bygningen er revet ned.

Samtidig påtager de tre offentlige aktører sig frem over et større ansvar for lokal genanvendelse ved at planlægge nedrivninger, så potentielle materialer kan gå til lokale nybyggerier.

- Den metode og innovative forretningsmodel, som vinderkonsortiet er kommet med, er både økonomisk og ressourcemæssigt bæredygtig, og dette har været intentionerne bag vort udbud. Der må naturligvis være flere gevinster at hente på landsplan, og vi bidrager selvfølgelig til projektet i håb om, at der sker en ændring i branchen, som i sidste ende har en positiv effekt for samfundet, siger projektansvarlig Palle Mørkøre, Kolding Kommune, om projektet, der også indgår i et større projekt omkring bæredygtighed og genanvendelse af byggematerialer, som er støttet af EU.

Ressourcehoteller
Kan de nedrevne byggematerialer ikke anvendes med det samme, vil konsortiet anvende ressourcehoteller rundt om i landet. Ressourcehotellerne skal opbevare de nedrevne materialer til senere brug, hvor kommuner og aktører i byggebranchen via en online platform kan få et overblik over, hvilke materialer der er på lager, så flere materialer kan udnyttes.

- Cirkulær økonomi skal kunne betale sig for at vinde indpas i markedet. Sammen udvikler vi i konsortiet nye metoder for nedtag af byggematerialer og efterfølgende behandling, så de overholder nuværende og fremtidige byggekrav. Vi har fokus på, at metoderne kan strømlines og skaleres, så vi bidrager til at industrialisere og højne værdien i genanvendelsen af brugte byggematerialer. Samarbejde og vidensdeling på tværs af værdikæden er en forudsætning for at lykkedes med dette, siger Mette Reindahl fra RGS 90.

CLEAN og de tre aktører har udbudt 3,9 mio. kr. i et offentligt udbud for at få de private virksomheder med meget forskellige kompetencer til at gå sammen i konsortier til at drive projektet.

-kj

25/1 2017