Nu skal enfamiliehusene renoveres grønneParterne i grønbolig.nu håber, boligejerne vil udskifte gamle vinduer, isolere taget eller erstatte oliefyr med en grøn varmepumpe, så der kan spares på energiregningen og CO2-udledningen. Arkivfoto

Nu skal enfamiliehusene renoveres grønne

Et nyt samarbejde mellem tre kommuner og private aktører skal sætte skub i energieffektiviseringer og varmekonverteringer i boliger. Projektet har fokus på grøn omstilling ved at aktivere boligejerne

Kommunerne Skive, Middelfart og Helsingør går med støtte fra Energifonden ind i et tæt samarbejde med Videncentret Bolius i projektet grønbolig.nu for at få boligejerne i de tre kommuner til at sætte gang i energieffektivisering af deres boliger.

I samarbejdet vil der også være fokus på varmekonvertering de steder, hvor der i dag er varmeforsyning med olie eller naturgas. Projektet har dermed fokus på grøn omstilling ved at aktivere boligejerne.

Det unikke ved indsatsen er, at projektet inddrager de relevante, lokale parter som bygger på uvildige råd, dvs. at lokale forhold inddrages igennem samarbejdet med DK2020-kommunerne Middelfart, Skive og Helsingør, og aktiviteter og kommunikation koordineres lokalt og bredt med Videncentret Bolius.

Og der er bestemt noget at komme efter, viser analyser, både når det gælder om at nedsætte energiforbruget til opvarmning af boliger, og når det gælder omstilling til CO2-venlige opvarmningsformer som varmepumper og fjernvarme.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen udtaler i forbindelse med projektet:

- Når de gamle vinduer bliver skiftet ud, taget isoleret eller det sorte fyr bliver erstattet med en grøn varmepumpe, bliver der sparet på både energiregningen og CO2-udledningen. Derfor er jeg rigtig glad for at se, hvordan Skive, Middelfart og Helsingør går foran og er med til at skubbe på den grønne omstilling. Den grønne omstilling handler om samarbejde – også på tværs af det kommunale og private. Det er samarbejdet her, som kommer både klimaet og lokalsamfundet til gode, et rigtig godt eksempel på.

Målrettede løsninger
Fokus i grønbolig.nu er med afsæt i den enkelte boligejer at kunne tilbyde målrettede løsninger med deltagelse af lokale aktører som finansieringsrådgivere samt arkitekter, bygge- og installationsvirksomheder. I projektet vil også tilskudspuljer som bygningspuljen og håndværkerfradraget indgå i vejledningen til boligejerne.

Projektet bygger videre på de positive erfaringer, der er opnået i ProjektZero i Sønderborg, hvor kommunens engagement i forhold til at aktivere boligejer til at gennemføre energibesparelser har været en succes set i forhold til andre kommuner i Danmark.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad uddyber i forbindelse med lanceringen af projektet:

- Det er rigtigt godt, at projektet har fokus på at give boligejerne et bedre indeklima og sundere boliger samtidig med, at der gives et vigtigt bidrag til den grønne omstilling. Det er godt set at lade kommunerne sammen med Videncentret Bolius sikre en tæt dialog med boligejerne hele vejen igennem processen. Jeg håber, at de positive erfaringer, der høstes i projekt grønbolig.nu, kan inspirere andre kommuner til at gå i gang med lignende borgernære grønne omstillingsprojekter, siger ministeren.

Projektet er netop blevet skudt i gang og vil løbe til udgangen af 2022. Målet er, at der opsamles konkrete erfaringer og anbefalinger, som kan inspirere andre kommuner og lokale aktører til at igangsætte aktiviteter, hvor boligejere energieffektiviserer deres bolig og udskifter olie- og naturgasfyr med fjernvarme eller varmepumper.

Kerneparterne i projektet er:
Kommunerne Skive, Middelfart og Helsingør
Videncentret Bolius
Videncenter for Energibesparelser i Bygninger (VEB)
ProjektZero, Sønderborg
Danske Arkitektvirksomheder
BAT kartellet
Tekniq Arbejdsgiverne
DI Dansk Byggeri

-los

25/6 2021