Ny afdeling, ny regionsdirektør og ny vicedirektør

SPONSORERET INDHOLD: Dansk Boligbyg styrker fra april organisationen med endnu en afdeling i Roskilde – og direktionen med en vicedirektør, COO og stedfortræder for adm. direktør, CEO Anton Nørgaard

 

Afdelingsleder Jeppe Nielsen, Roskilde, fortsætter både som afdelingsleder for den eksisterende afdeling i Roskilde, og udnævnes samtidig til regionsdirektør med overordnet ansvar for driften af begge afdelinger.

Jeppe Nielsen har været afdelingsleder i Roskilde siden den 1. november 2013, og har været ansat i Dansk Boligbyg a/s siden 2002. Som projektleder og afdelingsleder har han haft ansvaret for opførelse af ca. 600 boliger og ombygning af 3 plejehjem. Jeppe Nielsen er medlem af bestyrelsen i Dansk Boligbyg a/s.

 

Rasmus J. Hougaard, der den 1. september 2018 blev ansat som projektchef, er fra den 1. april udnævnt til afdelingsleder for den nye Roskilde-afdeling. Han er uddannet bygnings-civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, og har siden 1998 som projektleder og projektchef været ansvarlig for en lang række projekter i hoved- og totalentreprise, bl.a. bolig-, institutions-, skole- og erhvervsbyggeri samt renovering.
Det første projekt i den nye Roskilde-afdeling er opførelse af 140 kollegieboliger ved Valby Idrætspark som DGNB-sølv certificeret byggeri.

Vicedirektør og stedfortræder
Ligeledes pr. 1. april er afdelingsleder Per Andersen, Odense, udnævnt til vicedirektør, COO og stedfortræder for adm. direktør, CEO Anton Nørgaard. Baggrunden for udnævnelsen er virksomhedens vækst og potentiale. Dansk Boligbyg a/s er i dag en af de 10 største total- og hovedentreprenør virksomheder i Danmark med en årsomsætning på ca. 1,5 mia. kr. – og næsten 100 medarbejdere. Aktuelt beskæftiges ca. 2.000 håndværkere via underentreprenører, fordelt på ca. 50 byggepladser rundt om i Danmark.

Per Andersen fortsætter i det daglige som afdelingsleder i Odense, og skal i samarbejde med adm. direktør, CEO Anton Nørgaard altså kunne træde til som stedfortræder hvis der måtte opstå et behov herfor. Han skal understøtte og supplere Anton Nørgaard, og i samarbejde være med til at sikre at vedtagne strategier, politikker og beslutninger implementeres og forankres i virksomheden, samt være medansvarlig for organisationsudvikling sammen med den øvrige ledergruppe. Desuden skal Per Andersen fungere som sparringpartner for Anton Nørgaard.

Han er uddannet som bygningsingeniør fra Odense Teknikum i 1988, og den 26. juli 2010 blev han ansat til at opbygge en ny afdeling i Odense. Han er i dag medlem af bestyrelsen for Dansk Boligbyg a/s, og har haft ansvaret for mange byggerier og renoveringsprojekter, herunder private og almene boliger, kollegieboliger, handicapboliger og institutionsbyggerier.

Medarbejderne ejer 49 % af virksomheden
Anton Nørgaard, administrerende direktør, CEO, kunne den 1. marts fejre 20-års jubilæum i virksomheden, der blev stiftet i 1998 af Ole Rasmussen og Kristen Laursen. Anton Nørgaard afløste den 31. marts 2017 Ole Rasmussen som topchef.
Han siger: - Hos Dansk Boligbyg a/s har vi altid formået at tilpasse os den løbende udvikling, der konstant er i branchen, for eksempel byggeteknisk og opgavemæssigt – og den linje skal vi fastholde fremover. Samtidig er det vigtigt for mig at bevare vores særlige kultur, så vi fortsætter med at være en attraktiv arbejdsplads for både nuværende og nye kolleger.

Ejerstrukturen hos Dansk Boligbyg a/s er speciel, da de oprindelige stiftere i 2008 besluttede at sælge 49 % af aktierne til medarbejderne. I dag ejer ca. en tredjedel af medarbejderne via et medarbejderselskab aktier i virksomheden.

-Det giver en fantastisk holdånd, at så mange kolleger har mulighed for at få et medejerskab. Vi har også en rigtig høj anciennitet i koncernen, en stabilitet som har stor betydning for vore mange samarbejdspartnere, siger Anton Nørgaard, adm. direktør, CEO i Dansk Boligbyg a/s.

26/3 2019