Ny lim kan opløses ved høje temperaturer
Finske Kiilto lancerer en ny opløselig limløsning, som gør det nemmere at genanvende materialer og renoveringsaffald på tværs af byggebranchen. Limen er den første af sin slags, og producenten forventer, at den vil bidrage den grønne omstilling
I bestræbelserne på at imødekomme de begrænsninger, brugen af traditionel lim i byggebranchen sætter for genanvendelse af byggematerialer, lancerer finske Kiilto, der udvikler industrielle løsninger inden for blandt andet byggeriet, et nyt alternativ.
Den afgørende forskel er, at den nye limvariant kan opløses eksempelvis ved brug af varme. Dermed kan materialer, der er limet sammen, nemt skilles ad uden at gå i stykker for efterfølgende at blive genanvendt.
- Når en traditionel lim tørrer og hærder, danner den en molekylekæde, der er lige så stærk som en cykellås, og dermed er den svær at bryde. Med kemisk innovation gør vi det for første gang muligt at bryde kæderne kontrolleret, så byggematerialer i forbindelse med renoveringer kan skilles ad, uden at de ødelægges. Det vil øge graden af genanvendelse inden for nybyg og renoveringer signifikant, siger Raija Polvinen, Chief Ecosystem Officer hos Kiilto.
Et opgør med udfordringerne ved genanvendelse
Udviklingen af den nye limløsning, som gør brug af debonding-metoden, udspringer af et ønske om at bidrage til en reduktion af CO2-udledningen i byggebranchen, som på verdensplan tegner sig for omtrent 40 % af den samlede udledning.
Raija Polvinen peger på, at debonding-metoden giver langt større fleksibilitet, hvilket har været efterspurgt i branchen. Med metoden kan mørtlen nu fjernes kontrolleret, og det åbner ikke kun for, at de enkelte materialer kan genanvendes. Kiilto indsamler ligeledes den eksisterende lim, som genanvendes til at producere nyt.
- Jeg er særligt begejstret for limens store anvendelsesområde. Utallige produkter i vores hverdag som møbler, biler, fly, både og elektroniske enheder kan ikke produceres uden lim, og det skaber udfordringer ved genanvendelse. Med 'Debonding on Demand'-løsningen har vi potentiale til at muliggøre genanvendelse i alle disse kontekster og mere til, siger Raija Polvinen.
-dc