Ny model for projektering
Atypisk samarbejdsmodel på stort kontorbyggeri i Ørestad bryder med den traditionelle deling mellem byggeriets parter. Første spadestik tages i foråret 2017
KLP Ejendomme har valgt Rambøll som rådgiver på det 65.000 m2 store kontorbyggeri, der skal opføres på Kay Fiskers Plads i Ørestad. Samarbejdsmodellen
på projektet bryder med den traditionelle deling mellem byggeriets parter.
Ved store byggerier er normen, at bygherrer i opstartsfasen går i dialog og samarbejde med byggeriets parter én-til-én og trinvist. Arkitekten kommer med sine skitser. Entreprenøren kommer med sin pris.
Og ingeniøren kommer med sine beregninger. Konsekvensen af den silo-tilgang er ofte unødige tilbageløb, f.eks. når ingeniøren må konstatere, at arkitektens forslag ikke lader sig gøre i praksis eller inden for den økonomiske ramme. Projekteringen af kontorbyggeriet på Kay Fiskers Plads i Ørestad er derfor grebet anderledes an.
Bygger på fælles forståelse
Den valgte samarbejdsmodel er baseret på, at byggeriets parter involveres, hvor det giver bedst mening.
Derfor køres reelt parløb frem til og med projektforslaget, hvor alle parter- arkitekt, ingeniør og entreprenør - har ligestillede kontrakter med bygherren. Først herefter overgås til en totalentreprise, hvor Rambøll arbejder direkte for entreprenøren, Hoffmann. Den tværfaglige dialog og ansvarsdelingen i opstartsfasen sikrer en fælles forståelse, så uhensigtsmæssig omprojektering undgås.
- Omprojektering er en stor risiko for os, fordi vi skal stå på mål for den pris entreprenøren og et byggemarked fastsætter måske flere år ud i fremtiden. Derfor vil vi gerne have entreprenøren med fra start. Samtidig sikrer vi, at bygherren får de bedste muligheder for at styre risiko og pris, uden at der i den vigtige indledende projektering gås på kompromis med kontrollen af valgte løsninger og kvalitet, siger Bjarke Curtz Jansen, afdelingsleder for Large Projects i Rambølls byggeridivision.
Byggestart forår 2017
- Set fra vores stol er det en klar fordel, at vi i de tidlige faser arbejder direkte for kunden og derved sikrer, at løsninger og kvalitet er efter projektets intentioner, men samtidig deltager entreprenøren, og kan anvise løsninger, leverandøranvisninger og håndtere anlægsøkonomi, forklarer Bjarke Curtz Jansen.
Efter projektforslaget skal projektets detaljer designes færdig, anlægsprisen skal låses og byggeriet skal gennemføres i praksis, så her passer en totalentreprise godt, mener Rambølls afdelingsleder for Large Projects.
Kontorbyggeriet på Kay Fiskers Plads bliver et karrébyggeri med op til 8 etager med en stor fælles stueetage. Desuden skal der etableres 1½ etages p-kælder. Rambøll leverer alle ingeniørydelser.
Arkitekt på opgaven er VLA og entreprenør Hoffmann. Første spadestik tages i foråret 2017.
-cmn