Ny pris: Carl Ras og Håndværker.dk vil fejre det gode håndværkThorsten Olsen (tv) er marketingschef for Håndværker.dk. Steen Demskov er marketingschef for Carl Ras.

Ny pris: Carl Ras og Håndværker.dk vil fejre det gode håndværk

I to dage til september bliver parkeringspladsen foran Carl Ras i Herlev og Aarhus festligt indrettet, når Håndværker.dk Prisen 2022 skal uddeles. På dagen vil der bl.a. være konkurrencer med præmier, tilbud på værktøj og varebiler fra leverandører

I et nyt samarbejde mellem Håndværker.dk og Carl Ras ønsker de to virksomheder at hylde det gode håndværk. Samarbejdet udmønter sig i Håndværker.dk Prisen 2022, som bliver afviklet over to festlige dage i håndværkerfagets tegn med prisuddelinger, konkurrencer, underholdning og stande med specialtilbud på værktøj og varebiler.

Festerne bliver afholdt foran Carl Ras' varehus i Herlev d. 8/9 og i Aarhus d. 15/9, hvor der vil være lidt godt til ganen med grillmad og kolde fadøl.

- Vi har valgt at indgå et samarbejde med Håndværker.dk, fordi vi gerne vil fejre det gode håndværk. Vi håber på at se rigtig mange glade håndværkere på dagen, siger Steen Demskov, der er marketingschef i Carl Ras, om det nye samarbejde.

Håndværker.dk hjælper håndværkere med at få succes og sund økonomi, og samtidig hjælper siden boligejere med et trygt og godt byggeforløb.

- Håndværker.dk kan med sikkerhed støtte mange af vores kunder gennem sin portal. Her vil håndværkerne få adgang til rigtig mange slutbrugeropgaver, og ikke mindst vil de kunne løfte hele deres forretning og deres brand via de mange gode anmeldelser, som de kan bruge til at overbevise slutbrugerne om, at det her er altså nogle håndværkere, man kan stole på, siger Steen Demskov.

Vinderne af prisen bliver bestemt ud fra, hvem der har flest gode kundeanbefalinger. Det er altså 100 % kunderne, som afgør, hvem der vinder.

-dc

10/6 2022