Nykøbing F. Sygehus får flere enestuer

Region Sjælland vil bruge mere end 650 mio. kr. på at styrke sygehuset i Nykøbing Falster yderligere til gavn for patienter og personale

180 nye enestuer, en CT-scanner i Akutafdelingen og to ekstra operationsstuer. Det er nogle af de forbedringer, som patienter og personale på Nykøbing F. Sygehus kan se frem til.
 
Sidste forår tog Nykøbing F. Sygehus en ny sengefløj med 85 moderne enestuer i brug, og nu kan anden etape af en omfattende opgradering og modernisering af sygehuset snart gå i gang. Regionsrådet har netop godkendt et ideoplæg til anden etape, og i samme omgang frigav politikerne den første portion penge - 5,3 mio. kr. - til arbejdet.
 
Frem mod 2030 vil regionen investere mere end 650 mio. kr. i at skabe gode fysiske rammer på Nykøbing F. Sygehus - et klart signal om, at Region Sjælland tager ansvaret for at skabe et sundhedsvæsen, der når helt ud til borgerne i yderområderne, både nu og fremover:

- Alle skal have lige adgang til sundhed. Det er faktisk noget, vi mener alvorligt, og derfor styrker vi nu Nykøbing F. Sygehus yderligere. Vi skaber endnu et moderne sygehus, hvor borgerne føler sig trygge og godt behandlet, og hvor det er attraktivt at arbejde. Det forventer man af os, og det både skal og vil vi levere, siger formand for Regionsrådet, Heino Knudsen.

Nykøbing F. Sygehus er oprindeligt bygget i 1950'erne, og selvom der er bygget om og til i flere omgange, er store dele af sygehuset ikke længere tidssvarende. Der skal både renoveres, rives ned og bygges helt nyt på sygehusets område, og det kommer til at foregå både over og under jorden.

Værn om privatlivet
Nye tunneller mellem afdelingerne bliver noget af det første, der skal laves, så sygehuset får en god logistik. En helt ny fløj med flere enestuer til patienterne har også høj prioritet:  
 
- Vi går væk fra to- og firesengsstuer i Nykøbing. Når du er syg, har du ekstra brug for at værne om dit privatliv. Borgerne flytter jo ind på sygehuset for en tid, og mens du er her, skal sengestuen være din egen. Det er godt for patienterne, og det er godt for personalet, som får bedre mulighed for at skabe ro og holde fokus på den indlagte borger og give den bedste behandling, siger Heino Knudsen.

Regionsrådet bevilgede i sin tid 230 mio. kr. til byggeriet af første etape i forlængelse af sygehusplanen, hvor Nykøbing F. Sygehus blev udpeget som et af regionens fire akutsygehuse. Med budgetaftalen for 2019 blev der afsat et rammebeløb på mere end 650 mio. kr. til anden etape af moderniseringen.

Moderniseringen af Nykøbing F. Sygehus sendes i udbud i foråret. Det ventes, at byggearbejdet kan gå i gang i 2020, og at akutsygehuset er bygget helt færdigt med alle elementer i 2028. De 180 nye enestuer bliver noget af det første, der tages i brug i anden etape.

-kj

8/1 2019