Nyt frostlager for ingrediensfirma

Nyt frostlager for ingrediensfirma

I Avedøre Holme skal der opføres en 3500 m2 stor tilbygning til Chr. Hansens eksisterende lager

Chr. Hansens eksisterende frostlager i Avedøre Holme udvides nu med endnu et frostlager, et teknikrum og lokaler til håndtering af varer. Byggeriet er på i alt 3500 m2, og det er entreprenør og ingeniørfirma Ajcon, som skal bygge for ingrediensvirksomheden.

Ajcon bygger bl.a. for medicinal- og fødevareindustrien og er specialiseret i køle- og fryserum. Og specialister skal der til, for når Chr. Hansen skal have bygget frostlagre, er der tale om lidt mere end almindelig frysere. Ingrediensvirksomhedens bakteriekulturer skal nemlig opbevares i frostlagre, der fryser ned til minus 55 grader.

Ajcon har prøvet det før, idet de også opførte en lignende tilbygning for Chr. Hansen i 2014.

- Vi er glade for igen at bygge en specialløsning for Chr. Hansen, hvor vi kan bringe vores speciale inden for køle og fryserum i spil. Det er tekniske specialløsninger som denne, der bringer vores særlige tekniske know how i spil, lyder det fra Ajcon.

Chr. Hansen fremstiller bakteriekulturer, og fabrikken i Avedøre Holme  er en af verdens største bakteriekulturfabrikker, som leverer bakteriekulturer til fødevarevirksomheder over hele verden.

-kj

28/6 2016