Nyt netværk skal klæde fremtidens topledere i byggeriet på til grøn omstilling
Selv om det umiddelbart kan lyde, som om der er lang tid til 2030, så er det nu, at byggeriet - og ikke mindst den næste generation af topledere i byggeriet - skal gøres klar til de mange udfordringer og muligheder omkring bæredygtighed og ny teknologi
Af Dan Bjerring
En gruppe interessenter inden for bygge- og anlægssektoren har etableret et nyt netværk, som sætter fokus på de nye topledere de opgaver, de skal ud og løse over de kommende år.
Blandt initiativtagerne til det nye netværk er den tidligere direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, der fortæller til BygTek, at det nye netværk retter sig mod byggeriets parter på tværs af værdikæden – bygherrer, rådgivende ingeniører, arkitekter, materialeproducenter, installatører og de udførende entreprenører.
– Det er ligesom det, der er det unikke i det initiativ, der nu er taget. Det er ikke målrettet et bestemt segment. Vi inviterer de kommende ledere i byggebranchen til at være med i det nye netværk på tværs af netop værdikæden. Det er et af de få steder, hvor det initiativ bliver taget, siger Michael H. Nielsen, der har store forventninger til, at det kan være med til at klæde kommende ledere på til de kæmpe udfordringer, der ligger frem mod 2030.
Hvem kan være med?
Det er DANVAK - en ’nonprofit’ forening, som arbejder for at styrke kompetencer inden for blandt andet bæredygtighed på tværs af byggeriets værdikæde - der står som den drivende kraft bag initiativet, og BygTek spurgte Michael H. Nielsen, om det især er af ledere fra store virksomheder, netværket henvender sig til:
- Alle ledere er velkomne, men realistisk set i forhold til at afsætte tid til det, er det nok fra mellemstore og lidt større virksomheder, deltagerne vil komme. Men ingen bliver ekskluderet - alle er velkomne, siger han.
Sættes ind på alle fronter
Men skal man ikke ind på uddannelserne i forhold til netop de lederkompetencer, der er brug for i fremtiden?
Her understreger Michael H. Nielsen, at hele den grønne omstilling omkring digitalisering, nye samarbejdsformer og så videre kræver, at der sættes ind på alle fronter. Det gælder også uddannelserne:
- Der går jo nogle år før dem, vi uddanner i dag, er topledere i byggeriet. Derfor er det den næste generation af toplederne vi skal have fat på nu. Dem der er på ’niveau to’ og inden for de næste 3-7 år bliver topledere. Det er jo ikke dem, der lige er kommet ud fra uddannelsesinstitutionerne, siger han.
Fokus i uddannelserne
Hele opgaven med at klæde branchen på til den grønne omstilling og de nødvendige forretningsmodeller kræver ifølge Michael H. Nielsen, at der fokus på det område i grunduddannelsen ved blandt andre ingeniøruddannelserne, arkitektuddannelserne og konstruktøruddannelserne:
- Men også at vi allerede i erhvervsuddannelserne har fokus på, at det er helt nye kompetencer, der skal til i byggebranchen for, at vi kan levere på de markante udfordringer, vi står overfor, siger den tidligere direktør i Dansk Byggeri.
Netværksfacilitator med stor erfaring
Det nye netværk har engageret Thomas Uhd som netværksfacilitator, der skal kombinere det nye forløb.
Hans baggrund er mange års arbejde i byggebranchen både i organisationerne og hos eksempelvis Aalborg Portland, hvor han arbejdede med netop bæredygtighed og grøn omstilling:
– Han har også en fortid i Dansk Byggeri, og det er jo i dag lidt af et ’æresmærke’. Ligesom han har en fortid i Bygherreforeningen og i et public affairs bureau. Han har en meget bred baggrund og en stor indsigt i byggeriet, hvor han har ageret på forskellige niveauer i byggeriets værdikæde. Han er meget kompetent til at facilitere det her netværk, forklarer Michael H. Nielsen.
Håber på flere parallelle netværk
BygTek spørger til sidst Michael H. Nielsen, hvor man kan henvende sig, hvis man gerne vil være en del af forløbet under det nye netværk:
– Man kan gå ind på hjemmesiden ’www.danvak.dk, hvor der er en udførlig beskrivelse af hele forløbet. Ikke mindst hvem der underviser. Vi har plukket fra øverste hylde i forhold til oplægsholdere og deltagere i debatter med netværksdeltagerne. Vi begynder med fire netværksmøder, der løber fra efteråret i år og frem til næste sommer. Og så er det vores forhåbning, at deltagerne bliver så engagerede i projektet, og at de får så meget med hjem, at de gerne vil fortsætte. Og så er det vores plan, hvis der er basis for det, at starte flere parallelle netværk op. Vi lægger også ind i forløbet, at der arbejdes med cases og aktiviteter, der knytter sig til den enkelte deltagers egen virksomhed. Vi går tæt på den virksomhed, man kommer fra, og vi går også tæt på samarbejde mellem deltagerne, slutter Michael H. Nielsen.
Lyt til hele interviewet med Michael H. Nielsen på nedenstående link