Nyt online-værktøj kan hjælpe håndværkere til praktisk bæredygtighedNyt gratis online værktøj fra Dansk Håndværk giver konkrete metoder til at arbejde med grøn omstilling og fremtidssikre forretningen. Værktøjet er udviklet i samarbejde med otte medlemsvirksomheder og

Nyt online-værktøj kan hjælpe håndværkere til praktisk bæredygtighed

Nyt værktøj fra Dansk Håndværk giver konkrete metoder til at arbejde med grøn omstilling og fremtidssikre forretningen

Mere bæredygtighed og bedre bundlinje behøver ikke at være hinandens modsætninger. Tværtimod kan arbejdet med grøn omstilling styrke forretningen. 

Et nyt online værktøj fra Dansk Håndværk hjælper små og mellemstore håndværksvirksomheder med at blive mere bæredygtige på en lønsom måde. Værktøjet er udviklet af KEHR+NIELSEN i samarbejde med otte medlemsvirksomheder og støttet af GI.

Det handler om meget mere end ESG-rapportering, hedder det i meddelelsen fra Dansk Håndværk:

-Det er en chance for at blive klogere på din virksomhed og se, hvad der foregår i maskinrummet. Tit har SMV’erne for travlt med den daglige drift til at stoppe op og granske deres forretning, men det er en sund øvelse. Du får øjnene op for ineffektive rutiner, spild – og muligheder for at øge indtjeningen og skabe et bedre arbejdsmiljø, siger udviklingskonsulent i Dansk Håndværk Mads Okking.

Testet af otte håndværksvirksomheder 

Værktøjet er bygget op om fem trin, der gradvist indsnævrer fokus og omsætter viden til handling. Metoden er udviklet og testet sammen med otte medlemsvirksomheder, så den passer til en travl håndværkerhverdag. Skabelonerne kan downloades gratis og tilpasses den enkelte virksomhed.

-Når du hører ord som CO2-regnskab og ESG-rapporter, kan det virke langhåret. Nu gør vi det til konkrete værktøjer, du kan bruge til at optimere din virksomhed. Samtidig bliver du klar til at imødekomme dine kunder og samarbejdspartneres krav. Vi har haft EjendomDanmark med på sidelinjen for at sikre, at værktøjet leverer det, deres medlemmer efterspørger, siger Mads Okking.

Start med de lavthængende frugter 

En af testvirksomhederne er tømrerfirmaet Egon Bech fra Frederiksværk med ni ansatte. 

Ejer Michael Bech har fokuseret på at nedbringe CO2-forbruget og øge trivslen. Han har skiftet til LED-lys, installeret sensorer, fået varmepumpe og prioriterer nu materialer med lavt CO2-forbrug i sine tilbud. Derudover har virksomheden fået el-biler og opstillet ladestandere hjemme hos medarbejderne.

-Vi kommer alle til at arbejde systematisk med ESG, så det er bare om at komme i gang. Men start med de lavthængende frugter – tag fat i ting, du kan bruge med det samme. Og drop bekymringerne om el-biler. Det er slet ikke så svært at få til at hænge sammen i hverdagen, siger Michael Bech.

Man kan finde metode og værktøjer samt downloade skabelonerne på dhv.dk/esg. Alt er gratis og for alle i byggeriet. 

-kis

2/2 2026