Nyt samarbejde om flere praktikpladser

Det skal være lettere at få en praktikplads, hvis man bor i Vesthimmerland Kommune. Det mener kommunen, Erhvervsskolerne – Aars, Tech College og Dansk Byggeri, der mandag indgår en partnerskabsaftale

Er du i gang med en erhvervsuddannelse indenfor bygge og anlægsfagene, så skal det i fremtiden være nemmere at finde en praktikplads. Det er et af udgangspunkterne i den partnerskabsaftale, som Vesthimmerlands Kommune, Erhvervsskolerne – Aars, Tech College og Dansk Byggeri er blevet enige om at indgå med hinanden.

- Dansk Byggeri har på landsplan gode erfaringer med at indgå partnerskabsaftaler med landets kommuner, hvilket også ses på, at der er tale om partnerskabsaftale nummer 40. Samarbejdet betyder, at kontakten mellem de unge, skolen og virksomhederne får et løft og er eksemplet på, at tingene går lidt mere smidigt, når man i forvejen taler godt sammen, siger Ole Bæk Pedersen, formand for Dansk Byggeri Nordjylland.

Giver unge en sikkerhed
Han hæfter sig især ved, at aftalen også intensiverer indsatsen for at få flere unge til at få øjnene op håndværkeruddannelserne.

- Dem, der undersøger området, fortæller, at der i fremtiden bliver mangel på faglærte håndværkere. Flere tusinde på landsplan. Derfor er vi i bygge- og anlægsbranchen meget optaget af, at vi får vendt den kurve, så flere i stedet for færre søger mod erhvervsuddannelserne. Men det kræver, at de unge kender til deres fremtidsmuligheder, hvilket er et område, som partnerskabsaftalen er med til at oplyse om, forklarer Ole Bæk Pedersen.

Det skal ud i folkeskolerne
Også Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Knud Kristensen (K), glæder sig over partnerskabsaftalen.

- Partnerskabsaftalen er god, da vi gennem samarbejde parterne i mellem holder fokus på de unge og deres muligheder for uddannelse. Der er ingen tvivl om, at vi gennem dette partnerskab også skal henvende os til folkeskolen for at informere eleverne om, hvad en erhvervsuddannelse betyder, og hvad man eventuelt kan bygge på for at få de bedste mulige karrierevilkår, siger han og forklarer videre:

- Det fokus, som en partnerskabsaftale indebærer, gør også, at vi i fælleskab kan få mange udenfor beskæftigelse ind på arbejdsmarkedet, hvilket vi har et stort behov for. Jeg glæder mig derfor til, at alle parter møder frem på mandag, så vi kan underskrive aftalen til gavn for alle de implicerede parter.

Aftalen underskrives formelt mandag på Messecenter Vesthimmerland.

-jhn

-jhn

16/6 2016