Odder Kommune og Dansk Byggeri i positiv dialog

Klimatilpasningsplaner, en nyligt indgået partnerskabsaftale og behovet for at få gang i udvidelsen af E45 er blandt emnerne på dagsordenen

Repræsentanter fra Dansk Byggeri Østjylland og Odder Kommune har været samlet til det årlige dialog- og opfølgningsmøde. Begge parter lægger stor vægt på den tætte kontakt, som skal være med til at skabe gode forhold for de lokale virksomheder i byggebranchen.

- Vi er tilfredse med den gode dialog og samarbejdet med Odder Kommune, siger Benny Kristensen, der er medlem af bestyrelsen for Dansk Byggeri Østjylland, og Bent Jochumsen, der er formand for Odder Tømrermesterforening, og tilføjer:

- Vi vil også gerne kvittere for et ganske stort anlægsbudget i 2016 og en meget fornuftig udbudspolitik, der er med til at skabe arbejdspladser og aktivitet i lokalområdet. På mødet drøftede vi branchens ønske om at få nedbragt sagsbehandlingstiderne på byggesager og en længere åbningstid på genbrugspladserne.

Erhvervsvenlig kommune
På mødet blev der fra branchens side kvitteret for den flotte placering som nummer 11 ud af 98 kommuner, som Odder fik i årets analyse af erhvervsvenligheden i kommunerne. De lokale virksomhedsrepræsentanter gav også en status for bygge- og anlægsbranchen i Odder og i det østjyske generelt. En anden ting, som blev drøftet, var klimatilpasningsplaner, den nyligt indgåede partnerskabsaftale samt Business Region Aarhus og herunder behovet for at få gang i udvidelsen af E45.

Borgmester Uffe Jensen (V) sætter også stor pris på mødet med Dansk Byggeri og på de positive relationer til erhvervslivet.

- Fra kommunens side prioriterer vi altid den tætte kontakt med virksomhederne. Det gør vi selvfølgelig for at skabe de bedst mulige forhold for erhvervslivet og dermed også medvirke til at skabe arbejdspladser og uddannelsesmuligheder for vores borgere, siger borgmesteren og fortsætter:

- Begge parter ser frem til at fortsætte og udbygge de gode relationer mellem kommunen, de lokale bygge- og anlægsvirksomheder og Dansk Byggeri.

-cmn

23/8 2016