Odeon lyser op i Odense
Rejsegildekransen vajer nu over Odeon, Musik- og Teaterhus midt i Odense. Det rå betonbyggeri vil i fremtiden byde indenfor til storstilede kulturoplevelser
Et vigtigt skridt for fremtidens Odense er ved at tage form. Det drejser sig om Odeon, der opføres på grunden ved Odense Koncerthus, som grænser op til Thomas B. Thriges Gade, som i de kommende år kommer til at gennemgå en gennemgribende og historisk omdannelse.
Projektet, som er tegnet af C.F. Møller, bliver et kulturelt kraftcenter med fire scener samt Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole under samme tag. Byggeriet gik i gang 23. juni 2014 og danner rammen om en stor del af den udvikling, Odense over de kommende år vil undergå.
- Odeon bliver byens nye store hus, forklarer administrerede direktør i C.F. Møller og arkitekt bag projektet, Klaus Toustrup.
- Det bliver et vigtigt skridt i omkalfatringen af hele området med Thomas B. Thriges Gade i fokus. Det er et projekt, som viser, hvor Odense gerne vil bevæge sig hen i fremtiden, og Odeon sætter et aftryk på byen, som viser, at nu sker der noget, siger han.
Stor kulturel betydning
Odeon bliver blandt Danmarks største kulturhuse. Den største af de fire sale vil kunne rumme omkring 1.800 siddende gæster til eksempelvis teaterstykker, koncerter eller konferencer.
Byggeriet er sammensat af en række byhuse, som veksler i harmoni med nabobygningerne, og hele huset får karakter af en miniby midt i byen, hvor byhusene forbindes af overdækkede gader, torve og pladser, som kobler sig på de omkringliggende kvarterer.
Hos Odenses borgmester, Anker Boye, er begejstringen svær at skjule.
- Odeons rejsegilde er en historisk dag for Odense, og derfor skal byens borgere naturligvis inviteres med. Med Odeon får vi et omdrejningspunkt for kulturelle begivenheder og ikke mindst store konferencer midt i byen, siger Anker Boye.
-cmn