Over 700.000 16-65 årige forsørges af det offentlige
Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse af antal offentligt forsørgede i 3. kvartal 2019, har der været en kraftig stigning i tallet.\r\n
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Men der er forskel på statistik og virkelighed, for stigningen dækker ifølge cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri over, at folkepensionsalderen er hævet, og dermed kommer en hel årgang ekstra med i tallet over forsørgede under folkepensionsalderen.
- I mange år har statistikken over offentligt forsørgede været et af de allervigtigste økonomiske nøgletal, særligt, når man ser på den mere strukturelle del af vores økonomi og arbejdsmarked. Men nogle gange sker det, at den politiske virkelighed driller statistikproduktionen, siger Bo Sandberg.
De første stigninger
Derfor er der i 2019 efter otte års fald konstateret de første stigninger i det samlede antal offentligt forsørgede i aldersgruppen 16-65 år.
Tallet er igen kommet over 700.000 - for at være helt præcis, 705.700 personer, omregnet til fuldtidsmodtagere:
- En klassisk økonom-bemærkning er at sige ’alt andet lige’ – men i denne statistik er alt andet så altså ikke længere lige, siger cheføkonomen.
Flere nettoledige
Hvis han alligevel skal udlede noget af de nye tal, der indeholder et databrud for hvilke årgange, der er omfattet af statistikken, er det:
- Den begyndende opbremsning i dansk økonomi betyder, at der i løbet af 2019 er kommet lidt flere nettoledige. Til gengæld er det egentlig meget imponerende, at antallet af efterlønnere er steget med under 500 det seneste år, til trods for, at der med den nye statistik er en hel årgang mere med i opgørelsen, siger Bo Sandberg.
Ny version af efterlønnen
Tallene viser, at den underliggende efterspørgsel efter en ordning, som efterløn, fortsat er aftagende under højkonjunkturen:
- Så længe det varer, indtil den nye regering i 2020 ventes at barsle med en ny model for en rettighedsbaseret tidlig tilbagetrækning á la efterlønnen, siger Dansk Byggeris cheføkonom.
Fra 3. kvartal 2018 til 3. kvartal 2019 steg antallet af efterlønsmodtagere ifølge Danmarks Statistik marginalt fra 47.078 til 47.531.