P-hus med panoramaSeniorprojektleder Ronan O’ Reilly takkede håndværkerne for godt udført arbejde på Bispebjerg Hospitals p-hus, der bliver indviet sidst på året. (Foto: Byggeriets Billedbank)

P-hus med panorama

Parkeringshus bliver et vartegn for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og byder ud over 600 p-pladser på en fantastisk udsigt og en lille byhave til naboerne

Det bliver noget nær en attraktion, det nye parkeringshus ved Bispebjerg Hospital Huset er 24 meter højt og med en placering på toppen af Bispebjerg Bakke giver det en panoramaudsigt, som er helt unik i Københavns Nordvest-kvarter.

Parkeringshuset har netop fået monteret det sidste betonelement, og det gav anledning til et rejsegilde for håndværkere og personale på hospitalet samt et ekstra arrangement om eftermiddagen for naboerne.

Seniorprojektleder Ronan O’ Reilly fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg forklarer, at hospitalet har trukket de tre øverste etager fra naboerne for ikke at tage alt deres lys, og det har skabt terrassen, hvor rejsegildet udspillede sig forleden

- På samme etage er der et fint kig til Grundtvigkirken, og går man hele vejen til toppen, får man et unikt vue over byen. Vi arbejder på en lille udkigsplatform, hvor vi vil markere, hvilke landemærker, man kan skimte, siger Ronan O’ Reilly.

Træning med udsigt
Fra slutningen af året kan alle og enhver ganske gratis tage en tur i toppen af parkeringshuset.

For bilister er der let adgang via rampen, der snor sig ud mod Tuborgvej, og fodgængere kan få god træning af lår og baller med i købet ved at gå de otte etager op ad vindeltrappen på hjørnet af Tuborgvej og Charlotte Muncks Vej. Der vil naturligvis også være elevator til dem, der er mindre let til bens.

- Jeg er godt klar over, at mange naboer er kede af, at det nye parkeringshus skygger og tager deres udsigt. Det er vi også kede af. Til gengæld afhjælper vi de omfattende parkeringsproblemer, der i dag er på hospitalet og i nærområdet, siger Ronan O’ Reilly.

P-husets facade er ved at blive beklædt med lameller af corten-stål. Med tiden vil de ruste og få en rødbrun farve, der skal spille sammen med det fredede hospitals røde mursten. Samtlige lameller bliver drejet mod Grundvigskirken, så bygningen fremstår åben mod Tuborgvej og lukket mod Charlotte Muncks Vej og Vestre Længdevej.


Panorama-udsigten fra toppen af parkeringshusets tag blev nydt af de mange besøgende til rejsegildet. (Foto: Byggeriets Billedbank)

Bedre plads i fremtiden
Det bliver som udgangspunkt gratis at parkere i p-huset, men det er forberedt til, at der kan laves restriktioner, hvis hele byen begynder at bruge huset til langtidsparkering. Hospitalets personale vil blive bedt om at bruge p-huset, så der er plads til patienterne på parkeringspladserne tættere på indgangene.

- Jeg syntes, det tegner til at blive et rigtig godt og funktionelt hus. Og det har også været tiltrængt. Udsigten her fra toppen er jo helt fantastisk, så jeg tror, der bliver kamp om at parkere på øverste etage, siger seniorkonsulent Karin Brems fra Udviklingsafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, som har haft en tæt dialog med projektchef Morten Vibæk fra 5E Byg, der har været med til at udforme og bygge huset.

- Det bliver virkeligt funktionelt. Man kan se udefra, hvor mange pladser der er fri. Det bliver nemt at finde rundt og få et overblik over de ledige pladser. Og så kan man tage elevatoren eller trappen ned og komme lige ud til det nye Akuthus, siger Morten Vibæk.

Færdigt ultimo 2015
Parkeringshuset bliver opført af totalentreprenør 5E Byg i samarbejde med Årstiderne Arkitekter og Cowi. Byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2015.

Bygningen får godt 600 gratis p-pladser, heraf 5 handikappladser, 10 motorcykelpladser og 10 pladser disponeret til el-biler. Ud over parkering vil huset byde på to terrasser og en udsigtspost med panorama over hele byen. Huset får desuden et kunstværk af billedkunstner Malene Nors Tardrup, som forventes indviet i marts 2016.

Parkeringshuset er en del af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der bliver opført frem til 2025 på Bispebjerg Hospitals område.

Det kommende hospital får desuden en parkeringskælder til 125 biler under ankomstpladsen, mens Ny Psykiatri Bispebjerg får en p-kælder til 150 biler.

Projektet er finansieret af Kvalitetsfonden med 2,95 mia. kroner og af Region Hovedstaden med 1,03 mia. kroner. Region Hovedstaden investerer de kommende år 15 mia. kr. i syv nye hospitalsbyggerier, heraf kommer 8 mia. kr. fra Statens Kvalitetsfond.

-cmn


Projektchef Morten Vibæk fra 5E Byg i dialog med seniorkonsulent Karin Brems fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. (Foto: Louise Bendixen)

21/8 2015