Pas på os der vejarbejder!

Pas på os der vejarbejder!

Sådan lyder budskabet i en ny kampagne fra Vejdirektoratet. Sidste år var der 347 person- og materielskadeulykker ulykker ved vejarbejder

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Igen og igen viser erfaringerne, at alt for mange bilister ikke respekterer de nedsatte hastigheder, der er skiltet i forbindelse med vejarbejder. Og kampagne efter kampagne har forsøgt at åbne øjnene for, at vejarbejderne er særligt udsatte for uheld.

Budskaber som ’Sænk farten - hilsen min kone’ og ’Hej lastbil - husk afstand’ er inspireret af dialog med vejarbejdere og entreprenører og vil kunne ses de kommende måneder.

Med Infrastrukturplan 2035 skal der bygges mange veje de kommende år, og det kan få livsfarlige konsekvenser, når bilisterne i forbifarten slækker på hensynet til de mange vejarbejdere, der hver dag arbejder langs de danske veje.

Stoppede vejarbejde af hensyn til medarbejderne
Transportminister Thomas Danielsen (V) peger på, at der bag afmærkninger og refleksskilte går hårdtarbejdende mennesker rundt og gør deres gode arbejde for danskernes fælles bedste:

- Derfor må vi også gøre vores bedste og sikre, at de kommer uskadte hjem til deres kære, når arbejdsdagen er slut, siger ministeren.

Ni ud af ti trafikanter siger ifølge Vejdirektoratet, at de overholder den nedskiltede hastighed, når de passerer et vejarbejde.

Men de seneste fartkontroller fra Østjyske Motorvej viser et andet billede. I maj måtte en entreprenør af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed stoppe arbejdet med at udvide Østjyske Motorvej ved Aarhus.

Koster dyrt at overtræde hastighedsgænsen
Østjyllands Politi har siden foretaget en række fartkontroller, som samlet har afsløret 343 bilister i at overskride fartgrænsen. 62 har fået en betinget frakendelse af kørekortet, en enkelt ubetinget frakendelse, og 38 bilister har fået et klip i kørekortet. Alle 343 har fået en bøde.

I 2022 var der 347 person- og materielskadeulykker ulykker ved vejarbejder.
Områdechef Søren Andersen, Vejdirektoratet, slår fast, at Vejdirektoratet som bygherre har fokus på, at trafikanterne kan komme nemt og sikkert frem, og at opgaverne kan udføres sikkert:

- Desværre oplever vi og vores entreprenører, at trafikanterne godt kunne blive bedre til at køre opmærksomt og lette foden fra speederen, når de passerer et vejarbejde. Derfor går vi nu ud med en kampagne, der skal huske trafikanterne på netop det, siger han.

Sikkert forbi vejarbejde

- Koncentrer dig om din kørsel

- Vær opmærksom på ændringer på vejen

- Respekter hastighedsgrænsen

- Hold afstand til forankørende

- Hold din vognbane frem til flettepunktet

- Vær opmærksom på udrykningskøretøjer

15/6 2023