Patienter i rollen som stifindereAlle input blev noteret og indgår nu i det videre arbejde med find vej-strategien. (Foto: Rikke Dueholm, Hospitalsenhed Midt)

Patienter i rollen som stifindere

Når Regionshospitalet Viborg i 2018 er vokset til i alt 120.000 m2 bliver det ekstra vigtigt, at patienter og pårørende nemt kan finde vej. Derfor har hospitalet taget patienterne med på råd om en ny "Find vej-strategi"

Hvordan hjælper man bedst patienter og pårørende til at finde til og rundt på et 120.000 m2 stort hospital, som er knopskudt gennem flere årtier og netop nu er under kraftig ombygning og udvidelse?

Det var hovedspørgsmålet, da 30 patienter og medarbejdere for nylig mødtes til en workshop om Regionshospitalet Viborgs kommende "Find vej-strategi". Strategien skal sikre, at patienterne fremover bliver guidet godt på vej allerede hjemmefra, når de modtager indkaldelsen til undersøgelse eller behandling, ligesom det skal være nemt at få overblik over parkeringsmuligheder, relevante indgange og den enkleste vej gennem hospitalet.

Og deltagerne havde masser af gode råd og input til spørgsmålet, da de i små grupper vendte en række spørgsmål om god wayfinding, som det hedder på nydansk.

- I skal huske at skrive dansk i indkaldelsesbrevene, så vi forstår, hvad I mener, lød det blandt andet fra én.

- Skiltene skal være tydelige og nemme at se og læse, påpegede en anden.

- Der må gerne være noget, som man kan genkende og huske, så det hele ikke ser ens ud. Hvad med for eksempel at klistre et sort billede af en bil op på væggen, så man kan finde vejen til p-huset, foreslog en tredje.


Der blev lyttet og diskuteret livligt, da patienter og medarbejdere for nylig deltog i en workshop om gode måder at finde vej på et stort hospital. (Foto: Rikke Dueholm, Hospitalsenhed Midt)

Patienter kender virkeligheden
Og det var netop hele formålet med workshoppen - at få alle ideer på bordet og høre, hvordan hospitalets patienter oplever skiltning, vejvisning og turen rundt på hospitalet.

- For os som hospital og aktuel bygherre er det supersundt at høre om brugernes oplevelser. Vi kan jo komme med en masse teoretisk viden og praktisk erfaring, men det er patienterne, der ved, hvordan det er at stå på hospitalet og skulle finde et bestemt sted hen, samtidig med at de har hovedet fyldt med overvejelser og bekymringer og måske i virkeligheden ikke har det særlig godt, forklarer projektleder Susanne Jensen, der koordinerer kontakten mellem patienforeningerne og de medarbejdere, som har den daglige kontakt med patienterne.

For selv om hospitalet allerede i dag forsøger at guide patienter og pårørende nemt og hurtigt hen til rette etage, afdeling og afsnit, så er der plads til forbedring, påpegede flere.

- Jeg har lagt mærke til, at I nogle gange skriver etage og andre gange plan eller niveau. Er det det samme, eller er der forskel på plan 3 og etage 3? Det kan altså godt forvirre mig lidt, forklarede en af patientrepræsentanterne, mens en anden hæftede sig ved, at begrebet "trafikcenter" i hans univers ikke umiddelbart signalerede elevator- og trappetårn, sådan som det reelt dækker over på hospitalet i Viborg.

- Og nogle gange skriver I, at man skal tage nordelevatoren. Men når jeg står i forhallen på et hospital og skal til undersøgelse, så har jeg da virkelig ingen anelse om, hvor nord er henne, påpegede én.

Skilte, kunst og streger
For projektleder Susanne Jensen og rådgiverne fra Projektgruppen Viborg var det afgørende at påpege, at god wayfinding, ud over præcise indkaldelsesbreve og god skiltning, kan og skal  være mange ting.

- Det kan være ledelinjer i gulvet, farver på væggene, markant kunst eller grafiske elementer. Alt, som er med til at guide folk rundt i huset, og som de kan huske, når de skal finde rundt eller gå samme vej tilbage igen, forklarede Lone Bak fra Projektgruppen Viborg.

Derfor er hun og kollegerne i fuld gang med at finde alle de "trafikale knudepunkter" i det udvidede hospital, så man for hvert enkelt sted kan lave en plan for, hvordan patienterne skal guides godt videre. Helt lavpraktisk betyder det blandt andet, at en lang række vigtige vægge skal noteres og markeres, så de kan blive brugt til skilte, kunst eller andet, som kan hjælpe patienter og pårørende med at finde nemt rundt.

De mange input fra workshoppen vil nu indgå i det videre arbejde med en egentlig wayfinding-strategi - eller for nu at respektere ønsket om at skrive dansk: En find vej-strategi. Strategien skal gælde for det om- og udbyggede Regionshospitalet Viborg men skal samtidig hænge sammen med den kommende overordnede find vej-strategi for hele Hospitalsenhed Midt, som også dækker regionshospitalerne i Silkeborg, Skive og Hammel.

-cmn


God wayfinding kan handle om alt fra indkaldelsesbreve til skiltning, farver og kunst. (Foto: Rikke Dueholm, Hospitalsenhed Midt)

26/5 2016