PKA-aftale sætter skub i kanalby
Med PKA’s tilsagn om 1,2 milliarder kroner kan NPV accelerere udviklingstakten på Enghave Brygge og fremskynde byggeriet af 430 lejligheder og 40 rækkehuse
Med en finansieringsaftale med PKA har NPV sikret kapitalen til opførelsen af de tre boligøer i Københavns Havn, som selskabet erhvervede for godt et år siden af JM Danmark. Salget af den første af de tre øer, der er en del af den nye attraktive kanalby på Enghave Brygge, er kommet godt fra start med 70 solgte boliger på otte måneder.NPV forestår i forvejen opførelsen af de tre nordlige naboøer og har således i alt seks øer med godt 120.000 m2 boliger under udvikling. Byggeriet af 191 lejligheder på den første nordlige ø, Kærholm, er klar til indflytning i februar 2017 og fremefter.
- Finansieringsaftalen med PKA er en meget stærk og strategisk løsning. Pensionsselskaberne har dygtige ejendomsfolk med stor indsigt i byggeri og byggefinansiering. Fast ejendom er samtidig en kerneforretning for pensionssektoren, som dermed har en strategisk langsigtet tilgang til ejendomsfinansiering. Aftalen med PKA sikrer, at byggeriet af de tre sydlige boligøer kan igangsættes samtidigt, hvilket er en stor fordel byen København og ikke mindst for bydelens mange nye beboere, som kan se frem til et hurtigt byggeforløb, siger direktør Jens Schaumann, NPV
Stor interesse
NPV forestår udviklingen af Enghave Brygge i samarbejde med stærke kapitalpartnere, som sammen med NPV muliggør en robust kapitalstruktur med en meget betydelig egenkapital. En pensionskasse opnår dermed en meget høj grad af sikkerhed for sin finansiering.
Med PKA’s tilsagn om 1,2 milliarder kroner kan NPV accelerere udviklingstakten på Enghave Brygge og fremskynde byggeriet af 430 lejligheder og 40 rækkehuse.
- Der er meget stor interesse for at komme til at bo i den nye attraktive og citynære kanalby. I første etape har vi solgt næsten 90 % af boligerne, siger Jens Schaumann og fortsætter:
- De nye beboere får stor glæde af, at byggeriet kan gennemføres hurtigt. Bydelen befolkes hurtigere og får fra starten mere liv. Samtidig bliver bydelen med sine mange kanaler og små havne også hurtigere et aktiv for alle københavnere.
-kj