PLH vinder Rail Baltica i Riga

PLH vinder Rail Baltica i Riga

Den danske tegnstue skal tegne Rail Baltica-projektet i Letlands hovedstad i håb om at skabe en ikonisk indgangsport, der også fungerer som motor byens udvikling

PLH er blevet udnævnt som en af to vindere i den åbne internationale design konkurrence ’Rail Baltica’ udskrevet af The European Railroad Lines, Ltd. Formålet er at udvikle det centrale trafikknudepunkt omkring hovedbanegården i den lettiske hovedstad Riga og samtidig designe den nye Rail Baltica-jernbanebro over Daguna floden. Rail Baltica-projektet er en del af det europæiske transport netværk.    

- Vi er utroligt glade og stolte over denne anerkendelse. Vores forslag leverer et sammenhængende og levende trafikknudepunkt, som forbinder byen og styrker Rigas identitet, siger Steen Enrico Andersen, partner hos PLH og ledende arkitekt på design-forslaget.

- Det grønne voldanlæg, vandet, den historiske bydel og markedet er alle elementer, der bidrager til byens stærke identitet. Ved at anvende en holistisk tilgang til trafik- og byrumsudvikling er det lykkedes os at fjerne barrierer og i stedet prioritere offentlig transport, fodgængere and cyklister for på den måde at skabe en mere beboelig og bæredygtig by, tilføjer Steen Enrico Andersen.   

Inspireret af bregneblade
Omdrejningspunktet for planen er den ikoniske stationsbygning, der skaber en stærk visuel identitet i byen og styrker storbyatmosfæren. Bygningens udformning er inspireret af den arketypiske form, som stationsbygninger over hele verden har - hvælvingen.
 
Stationsbygningen får ny betydning som vartegn for byen med et iøjnefaldende buet tag, der minder om hvælvede bregneblade og trækker reminiscenser fra Art Nouveau-perioden. De hvælvede loftsbuer lader lyset strømme gennem bygningen og skaber en rumfornemmelse med en let og åben atmosfære.

På den nordlige side tillader elevatorer en helt unik og uforstyrret udsigt over den historiske bydel og skaber på den måde en stærk tilknytning til den by, som du netop er ankommet til eller skal til at forlade. Geometri, symmetri og gentagelser er kvaliteter, der øger evnen til at finde rundt og bevare orienteringen i bygningen. Det generøse rum, med reminiscenser til kirkelig arkitektur, skaber øjeblikke af forundring, når de rejsende træder ind i bygningen - en mindeværdig oplevelse og et let genkendeligt ankomst- og afgangssted.

Bro og jernbane
Planen indeholder to nye spor, der løber parallelt på den sydlige side af de eksisterende spor og på den måde forstærker synligheden af jernbanen i bylandskabet og over broen. Broen er designet med et let og flydende udtryk. For at bevare forbindelsen mellem ny og gammel har broen varierende tværsnit, der kommer til syne på undersiden af broen med en rullende og bølgende linje, der trækker forbindelser til den gamle bros store, buede konstruktion. Den nye bro er designet med integrerede stier til cykler og fodgængere, der skaber bedre forbindelse langs sporene og over Daugava-broen.  

En sammenhængende by
Hele projektet med bro, vejføring og station er planlagt som et sammenhængende infrastrukturelt element  og ud fra et ’broernes design-sprog’, der med gentagende sektioner af buer og hvælvinger i mindre skala skal forstås som en modsætning til det vertikale sprog, som byens tårne taler. Projektet i sin helhed tjener flere funktioner og formål, som et infrastrukturelt centrum, der forbinder det regionale med det lokale, hvor man gnidningsløst skifter mellem forskellige transporttyper - tog, bus, bil, cykel - og som et offentligt rum, en urban dagligstue, velegnet til både rekreation og kommercielle aktiviteter.

- Rail Baltica-projektet har ikke blot potentiale til at blive en ikonisk, smuk og betydningsfuld indgangsport til Riga. Projektet har også potentiale til at fungere som motor for den fortsatte udvikling af byen, siger Steen Enrico Andersen og tilføjer:

- Hovedbanegården med tillhørende stationsområde og tilstødende infrastruktur har potentialet til at blive meget mere end blot infrastruktur. Med en stærk visuel identiet kan det blive et vigtigt samlingspunkt for en by og et bylandskab, der udvikler sig i en moderne og bæredygtig retning.

-kj

7/12 2016