Polak mistænkt for tyveri af udstyr fra gravemaskine

Polak mistænkt for tyveri af udstyr fra gravemaskine

GPS-udstyr blev sporet til en adresse i København, hvor det stjålne udstyr blev fundet

Af Dan Bjerring

Midt- og Vestsjællands politi fik onsdag morgen en anmeldelse fra ejeren af en gravemaskine om, at gravemaskinens installerede GPS-udstyr var blevet stjålet på et ukendt tidspunkt i løbet af den forgangne weekend. Derudover var der stjålet noget dieselolie fra det område, hvor firmaets maskiner var henstillet.

Politiet undersøgte gravemaskinen for eventuelle spor efter tyven og fik herunder oplyst, at værdien af det stjålne udstyr var cirka 300.000 kroner.

Det stjålne GPS-udstyr kunne ved den fortsatte efterforskning spores til en adresse i København, hvor det stjålne udstyr fra dette tyveri blev fundet.

Polsk mand anholdt
I samme anledning kunne politiet kl. 12.00 anholde en 48-årig mand fra Polen som mistænkt i tyverisagen, hvorefter han blev bragt til Roskilde politistation til afhøring.

Efter afhøringen i tyverisagen forblev den polske mand i politiets varetægt, idet sagen skulle efterforskes yderligere, inden anklagemyndigheden kunne tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, eller om han skal løslades, så sagen mod ham senere kan afgøres.

1/6 2023