Porebetonplade har været på slankekur
Den nye Ytong X1 er lettere end men kan det samme som en traditionel Ytong-plade, og sparer derfor håndværkere for tonsvis af tunge løft. Xella, der står bag udviklingen, har flere vægtreducerede løsninger på vej
Xella har søsat et udviklingsprojekt, der skal gøre virksomhedens byggesystemer markant lettere uden tab af byggetekniske egenskaber, så håndværkernes arbejdsmiljø bliver forbedret.
Pladen Ytong X1 er det første resultat og lægger op til at reducere behovet for manuel materialehåndtering med over et ton om ugen. For løft og bæring af byggematerialer er blandt de faste fokusområder, når Arbejdstilsynet kigger forbi på landets byggepladser.
Og der er nok at tage fat på, for håndværkernes arbejdsmiljø præges i høj grad af håndteringen af de mange materialer, det kræver at opføre en bygning.
I 2018 var påbud om tunge løft således på Arbejdstilsynets top tre over udstedte påbud, og påvirkninger relateret til løft, træk og skub lå i 2016 øverst på listen over anmeldte erhvervssygdomme.
Føler en forpligtelse
For at styrke håndværkernes arbejdsmiljø og mindske risikoen for overbelastninger har Xella derfor igangsat et udviklingsprojekt med fokus på at reducere vægten af sine løsninger. Som producent af byggesystemer i porebeton og kalksandsten bidrager virksomheden årligt til over 300.000 projekter over hele verden- Dermed er der et stort potentiale:
- Som den største aktør på markedet føler vi en forpligtelse til at gå forrest og vise, at det kan lade sig gøre at udvikle lettere løsninger uden at gå på kompromis med de byggetekniske egenskaber. Selv mindre reduktioner vil kunne give en stor forbedring af arbejdsmiljøet, når man først ser på den samlede mængde materiale, der skal håndteres i løbet af en byggesag, fortæller salgsdirektør Lars Nygaard.
Læs mere under billeedet...
Xella har igangsat et udviklingsprojekt med fokus på at reducere vægten af sine løsninger til gavn for bl.a. arbejdsmiljøet hos de udførende håndværkere. Ytong X1 er det første produkt på markedet.
Håndværkerne slipper for mere end et ton om ugen
Faktisk er Xella allerede klar med det første håndgribelige resultat af udviklingsprojektet: Pladen Ytong X1 er nemlig udviklet til at kunne præcis det samme som en standard Ytong-plade.
Det betyder, at den blandt andet leveres i samme standardmål på 10x40x60, har samme trykstyrke og egner sig til de samme konstruktioner.
- Udviklingen betyder, at der nu er en plade på markedet, der kan præcist det samme som helt almindelige porebetonplader, men er lettere at bære og lidt hurtigere at tilpasse. Det svarer i runde tal til, at en håndværker slipper for at håndtere mere end et ton materiale om ugen.
- Samtidig er det vigtigt at understrege, at dette kun er første skridt i en udvikling, der lige er begyndt. Vi har allerede flere vægtreducerede løsninger undervejs, og vi ser et stort marked for dem hen over de kommende år, i takt med at flere og flere byggevirksomheder opruster på arbejdsmiljøet og fx bliver certificeret, slutter Lars Nygaard af.
-los