Rambøll når toppen i EsbjergFra tagterrassen vil der være udsigt over Esbjerg by og havn fra det nye Rambøll-domicil på Bavnehøj. (Foto: Rambøll)

Rambøll når toppen i Esbjerg

For 13 måneder siden blev det første spadestik taget til Rambølls nye, markante domicil i Esbjerg. Nu står murene færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst

Torsdag den 3. november holdes der rejsegilde på rådgivningsvirksomheden Rambølls nye domicil i Esbjerg.

Bygningen, som entreprenørselskabet CASA opfører for Rambøll med PFA som investor, bliver et vartegn for Esbjerg, som danner indgang til indre by med sit markante udseende og historiske beliggenhed på toppen af Bavnehøj.

Her bliver medarbejdere fra seks forretningsenheder i Rambøll - Olie & Gas, Energi, Byggeri, Transport, Miljø & Sundhed samt Vand - samlet under samme tag. I alt op til 450-500 medarbejdere vil få arbejdsplads på den nye matrikel, der bliver et af de største kontorer i Rambøll-koncernen. Rambøll bliver samtidig den største ingeniørvirksomhed i Esbjerg.

- Esbjerg er som Danmarks energimetropol en vigtig by for Rambøll og vores nye domicil cementerer vores stærke markedsposition inden for offshore energi og byggeri i Danmark. Bygningen bliver et af de mest markante byggerier i Esbjerg centrum i nyere tid. Med nærheden til byen kommer vi tættere på kunderne, samtidig med, at det stærke faglige miljø vil være med til at tiltrække fremtidens ingeniører, siger John Sørensen,  der er adm. direktør i Rambøll Olie & Gas, som står for langt størstedelen af virksomhedens aktiviteter i regionen.

Byggeriet bliver på 11.111 m2 opdelt i tre vinger og på 7 etager. I stueplan etableres kantine og mødecenter, mens de øvrige etager indrettes som moderne og fleksible kontormiljøer. Et atrium i midten med gangbroer samler fløjene og giver et fantastisk lysindfald.

-cmn

3/11 2016