Rambøll satser på helhedsløsninger
Rambøll sikrer sig en erfaren leder fra arkitektbranchen til at stå for integrationen af virksomhedens arkitekt- og ingeniørydelser og dermed imødekomme stigende efterspørgsel på helhedsløsninger
Michael Reventlow-Mourier, 48 år, får ansvaret for at lede og udvikle Rambølls nye division for Arkitektur og eksisterende byggeri.
- Der er tale om en ny division, som vi har oprettet, fordi vi ønsker at styrke vores position inden for arkitektur og integreret design, hvor arkitekter og ingeniører i tæt samarbejde leverer en samlet ydelse, der favner både de arkitektfaglige og ingeniørmæssige discipliner. Det er et strategisk indsatsområde for os, som i høj grad er drevet af den stigende efterspørgsel, vi oplever fra vores kunder, siger Ib Enevoldsen, adm. dir. for Rambøll Danmark.
Med Michael Reventlow-Mouriers erfaring med ledelse og forretningsudvikling på tværs af fagligheder i arkitektbranchen, er han ifølge Ib Enevoldsen den helt rette til at udvikle forretningsområdet.
Spændende krydsfelt
Michael Reventlow-Mourier ser frem til udfordringen, der forretningsmæssigt går ud på at sikre brancheintegrationen mellem arkitekter og ingeniører.
- Krydsfeltet mellem integration af ydelser, geografi og markeder. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at få specialerne til at spille sammen og byde ind med kreativitet i forretningsudviklingen, så integration af ydelser bredes videst muligt ud. Det handler ikke alene om samspillet mellem arkitekter og ingeniører.
- Rambøll tilbyder mange forskellige ydelser og har dermed ganske særlige forudsætninger for at skræddersy en unik model til kunderne med Rambøll som samarbejdspartner på tværs af discipliner, siger Michael Reventlow-Mourier, der har titel som seniordirektør, Arkitektur og eksisterende byggeri.
Nærværende ledelse
De seneste 10 år har Michael været adm. direktør og partner hos KPF Arkitekter A/S, som i samme periode har gennemgået en succesfuld udvikling og er vokset fra 25 til 125 medarbejdere. Som leder lægger han stor vægt på udvikling, motivation og holdånd:
- At have mennesket i centrum er helt fundamentalt for mig både i forhold til samarbejdspartnere, medarbejdere og projekter.
- Jeg er stor tilhænger af nærværende ledelse og har altid praktiseret at komme rundt til regionale afdelinger én gang om ugen for at have fingeren på pulsen, agere sparringspartner til de lokale ledelser og for at følge op på, at vi får gjort de rigtige indsatser. Nærvær, udvikling og fokus på helheden er således nøgleord for mig, siger Michael Reventlow-Mourier.
-cmn