Rasmus rejste verden rundt med sit håndværk
Rasmus Bjørn Frederiksen mener, at den gamle håndværkertradition, hvor unge svende rejser ud for at dygtiggøre sig, er mere aktuel nu end nogensinde før. Det er ikke mange år siden, han selv spændte vandreskoene og drog ud
Af Tine Maria Kristiansen
Rasmus Bjørn Frederiksen valgte som 22-årig nyuddannet tømrer at iklæde sig en af de traditionelle sorte naveruniformer for at drage ud i verden med sit håndværk.
På sin rejse nåede den farende svend at lave alt fra bindingsværk og løgkuppeltårne i Østtyskland, til bådebyggeri i Istanbul og templer i Kyoto.
Rasmus var afsted i tre år og fire måneder, og han er ikke i tvivl om, at den gamle uddannelsesrejse har styrket kvaliteten af hans håndværk:
- Jeg tror, man bliver begrænset, hvis man ikke kommer ud og kun er i det samme firma hele tiden. Der er jo grænser for, hvor meget man kan google sig til. På internettet står der jo alt og ingenting på samme tid. Og håndværk er jo ikke noget, du kan læse dig til. Det skal læres med hænderne.
Stadig aktuel
Den gamle navertradition går ud på, at man som nyuddannet håndværkersvend rejser ud i verden for at arbejde og hente viden og erfaring med hjem. Traditionen går helt tilbage til middelalderen og var især udbredt i 1800-tallet og indtil 1. verdenskrig brød ud.
Krigen betød, at det blev svært at krydse landegrænser, mens industrialiseringen gjorde håndværkerfagene mere moderne og opdelt. Antallet af navere svandt derfor ind, hvor der nu ikke er mange farende svende tilbage på landevejene.
Men selvom der i dag ikke er mange, der vælger at rejse ud som naver, mener Rasmus, at traditionen er mere aktuel i dag end for 500 år siden:
- Dengang havde man måske 50 forskellige materialer, man arbejdede med, og nu har man mange tusinde, forklarer Rasmus og fortsætter:
- Der kommer hele tiden nye til og nye måder at bruge dem på. Så der er mange ting, man skal følge med i. Tit når man rejser rundt, opdager man, hvor langt bagud man har været på nogle punkter, og hvor langt fremme man er på andre.
Meget at lære
I Japan var Rasmus ved et firma, som kun specialiserede sig i at bygge templer. Arbejdet gjorde stort indtryk på den unge tømrer, som fortæller, at alle arbejdede med en stor tålmodighed:
- Vi arbejdede seks dage om ugen - tolv timer hver dag. Hele tiden i et roligt tempo og rigtig meget med håndværktøj. Alt blev målt nøje op. Intet blev prøvet af, før det blev kørt ud på pladsen. Det passede bare.
Og netop denne omhyggelighed og respekt for håndværket, mener Rasmus, man kan lære meget af herhjemme:
- Hvis man nogle gange tager det mere roligt og lige dobbelttjekker en streg, så undgår man at lave fejl og får samtidig mere respekt overfor materialerne. Man tænker lidt mere over, at træet måske har stået 100 år ude i en skov. Så man kan sku ikke være bekendt bare at skovle det op.
Træet til de japanske templer blev udvalgt mange år i forvejen. Og inden det skulle fældes, fik det bånd om, hvorefter man smed ris på træet og sagde nogle ord. Bagefter skulle det gennem en mangeårig proces, hvor det blev gjort klar til at bygge med.
- Herhjemme forventer mange kunder, at de kan få tingene fra dag til dag. Det gør, at man skal passe på, at man ikke selv slækker på kvaliteten. At man ikke bare bestiller noget billigt træ på nettet, for at det skal kunne ligge ude i indkørslen næste dag.
En dannelsesrejse
I dag har Rasmus sit eget tømrerfirma, hvor han bruger alt det bedste, han har lært, fra de steder han har besøgt.
Men turen har ifølge Rasmus ikke kun gjort ham bedre til sit håndværk. Den har også givet ham en hel bog fyldt med telefonnumre til specialister fra hele verden:
- Så kan jeg ringe ned til ham, der var virkelig god til trapper, eller ham, der var god til tage og få at vide, 'sådan her vil jeg gøre det'. Det er et helt unikt netværk, der er kommet ud af min tur.
Udover kontakterne, forklarer Rasmus, at måden, han har rejst på, også har givet ham et helt andet menneskesyn:
- Det der med at arbejde et sted er en god måde at rejse på, man lærer de lokale at kende på deres eget niveau. Man kommer ikke bare som turist. I stedet bliver det en form for dannelsesrejse, hvor man finder ud af, at vi alle sammen er ret ens verden over.
Rejselysten skal være der
Men selvom Rasmus selv har fået meget ud af sin tur, tror han ikke, at naverlivet er for alle. Det er vigtigt, at man er udadvendt og kan lide at være social, forklarer han:
- Der er meget kammeratskab, og man møder en masse nye mennesker hele tiden. Selvfølgelig kan man godt rejse lidt alene rundt, men det gælder om at have ja-hatten på og gribe bolden, når den er der. Det er den måde, man får en masse spændende arbejde, forklarer han.
Man skal med andre ord have en stor rejselyst og nysgerrighed, når man er af sted, forklarer Rasmus:
- Jeg har oplevet folk og tænkt, at de skulle nok ikke have været der. Hvis man har brug for tryghed og forudsigelighed, så er det nok ikke det rigtige for en.
’Skynd dig afsted, mens du er ung’
Overvejer man at tage afsted, anbefaler Rasmus, at man skynder sig at kontakte ham, så man kan finde ud af, om det vil være noget for en.
Det bedste er ifølge ham at tage afsted, så snart man er udlært, da man som naver ikke må være bundet til noget derhjemme:
- Jeg støder på rigtig mange, som ikke nåede det. Før man ved af det, har man en kæreste og nogle børn. Man har købt et hus og skylder måske en million, og så er løbet kørt.
Retningslinjer som Naver
- Man skal have et svendebrev og være uddannet inden for et gammel traditionelt håndværkerfag.
- Man skal være under 30.
- Man må ikke være gift, have børn, have gæld, man skal have en ren straffeattest. For som Rasmus fortæller, skal man ikke have noget at flygte fra. Man skal ikke flygte fra sin kone, sine børn, sin gæld eller fra loven.
- Man må ikke have mobiltelefon med. I stedet tager man ud og møder mennesker og snakker med dem.
- Man må først komme hjem, når der er gået tre år og én dag.
- Man skal altid være minimum 50 km væk fra sin hjemby.
- Man skal nå at være i seks forskellige firmaer, seks forskellige steder i verden og mindst seks uger hvert sted.
- Man må ikke være det samme sted i længere tid end seks måneder.
