Rådgiver mander op på renoveringssiden
Ingeniør- og arkitektfirmaet Gaihede ansætter fire nye medarbejdere med spidskompetenter inden for ombygning, vvs-området samt have- og landskabsrådgivning
Gaihede, ingeniører & arkitekter, har ansat en ny bygningskonstruktør, Klaus Winterskov, der skal arbejde som projektleder og bygherrerådgiver med vedligehold, renovering og ombygning af bygninger.Klaus har for kort tid siden afsluttet sin uddannelse som bygningskonstruktør på KEA i København. I sin praktiktid har han været hos Gaihede, og han har assisteret ved en række opgaver hos Gaihede. Det har ført til en fastansættelse på fuld tid. Oprindeligt er Klaus fra Esbjerg. Han er uddannet tømrer i 2002, og har både været ansat og har haft egen tømrer- og snedkervirksomhed.

Klaus Winterskov
Samtidig har Gaihede ansat en ny VVS-tekniker, Steen Rasmussen. Hos Gaihede skal Steen arbejde som projektleder og bygherrerådgiver inden for vedligehold, renovering og ombygning af bygninger.
Steen Rasmussen er en erfaren rådgiver. Han er oprindeligt uddannet blikkenslager i 1977 og har videreuddannet sig som GVS-mester og VVS-tekniker i 1987. Han har været projektleder og afdelingsleder hos teknikentreprenøren Enco A/S i en årrække, og før det var han hos Wicotec – også som projektleder inden for VVS-området.

Steen Rasmussen
Ydermere har Gaihede ansat Tobias Brouwers, der er uddannet have- og parkingeniør. Hos Gaihede skal Tobias fungere som bygherrerådgiver og projektleder inden for vedligehold, renovering og ombygning af bygninger.
Tobias skal have et særligt fokus på det grønne område især i forhold til håndtering og genanvendelse af regnvand samt skybrudssikring. For kort tid siden blev han færdig med sin uddannelse på Københavns Universitet med et speciale om vertikale haver. Tobias er også medredaktør på netmediet Grøn Klimatilpasning.

Tobias Brouwers
På de interne linier har Gaihede ansat Marie Varmark Mortensen som projektkoordinator. Hendes job er at assistere rådgiverne.
Marie Varmark Mortensen har tidligere blandt andet arbejdet som akademisk kontormedarbejder i sundhedshuset Prescriba, køkken- og ernæringsmedarbejder i en daginstitution på Vesterbro, og hun har været hos Dansk Flygtningehjælp som rådgiver.
Marie har en bacheloruddannelse i psykologi. Stillingen i Gaihede er et fleksjob på 15 timer, da Marie har en medfødt hørenedsættelse, og det begrænser hendes mulighed for at arbejde på fuld tid.

Marie Varmark Mortensen