Rådhuspladsen snart fri for metrohegn

Efter seks år fjernes det grønne byggepladshegn omkring metrobyggeriet på Rådhuspladsen, som genopstår i både nye og gamle klæder

Når det grønne metrohegn i de kommende uger fjernes på Rådhuspladsen, er det første skridt mod en genetablering af en af de mest centrale og historiske pladser i hjertet af København. I første omgang erstattes hegnet af et trådhegn, der skal danne rammen om arbejdet med at indrette Rådhuspladsen og gøre klar til Cityringens åbning i juli 2019.

Her vil Rådhuspladsen få 14.000 daglige passagerer i et gennemsnitligt hverdagsdøgn. Samtidig vil rejsetiden mellem Rådhuspladsen og Marmorkirken f.eks. blive reduceret fra 23 til fem min.

Cityringen vil omfatte 17 nye metrostationer, der forbinder brokvartererne med Frederiksberg og indre by, og samtidig bliver Cityringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn. I 2025 vil metroen have 174 mio. passagerer årligt, og ni ud af ti af Danmarks mest travle stationer vil have en metrostation.

Central og betydningsfuld
Genetableringen af Rådhuspladsen byder på både glædelige gensyn og nyskabelser, som binder fortid og fremtid sammen. Når entreprenøren CMT tager hegnet ned, betyder det bl.a., at Dragespringvandet vender tilbage og får en endnu mere prominent placering end tidligere, da det rykkes ind midt på pladsen. Springvandet er lige så gammelt som rådhuset og har dermed stået på Rådhuspladsen i mere end 100 år.
 
En nyskabelse bliver en lille byskov bestående af 60 træer, der skal erstatte busholdepladsen for enden af Rådhuspladsen. Her vil byens cyklister blive ført ad en bred, dobbeltrettet cykelsti, der snor sig igennem en urban lund af løvtræer. Københavns Kommune har desuden besluttet at plante yderligere 10-15 træer på og omkring Rådhuspladsen.
 
- I forbindelse med byggeriet af Cityringen er det vigtigt for os, at vi får leveret byens pladser og parker tilbage i fineste stand. Vi ved, at mange glæder sig til at få deres byrum tilbage, og derfor er det altid glædeligt, når endnu et grønt hegn forsvinder. Rådhuspladsen vil i fremtiden både være en central og betydningsfuld plads og også en stor station på de nye metrolinjer, siger Rebekka Nymark, der er kundedirektør i Metroselskabet.
 
Udover historiske springvand og nyplantede træer vil Rådhuspladsen også blive udstyret med trapper og elevatorer ned til den kommende underjordiske metrostation. Nedgangen til stationen bliver placeret for enden af Strøget, og der bliver også en mindre trappe ud mod H.C. Andersens Boulevard.

-kj

7/6 2018