Realkreditinstitutter tager sig godt betalt
I takt med at renten er faldet, har banker og realkreditselskaber lige så stille opjusteret bidragssatserne ovorfor de små og mellemstore virksomheder, og det virker lidt for smart lyder det fra Håndværksrådet
Renten er lav, men hvad med bidragssatsen? Det er straks sværere at svare på for de fleste låntagere blandt virksomhederne. Og det skyldes ofte, at virksomhederne ikke opdager, at bidragssatserne – dvs. bankernes gebyr for håndtering af udlån, vokser i det omfang, som er tilfældet.- Siden finanskrisen for alvor viste tænder, har danske realkreditinstitutter haft travlt med at opjustere det såkaldte bidrag, som er institutternes pris for at administrere lån. Det særlige ved situationen netop nu er det ekstremt lave renteniveau, og det gør, at virksomheder med realkreditlån ikke umiddelbart mærker bidragsstigningerne, siger Håndværksrådets cheføkonom Jacob Thiel.
Taktisk kneb
Spørgsmålet er, om det er en taktisk manøvre fra långivernes side at hæve bidragssatserne ’i ly af’ det dalende renteniveau.
- Det er umiddelbart svært at se, hvorfor satsen, der udtrykker bankernes omkostninger til administration af lån, fortsat skal hæves over for virksomhederne. Vi har været vidne til en længere årrække med opjusteringer. Man kan få den tanke, at realkreditinstitutter er faldet for fristelsen til at skrue grundigt op for bidragssatsen vel vidende, at kundernes samlede omkostninger til lånene daler, og kunderne derfor næppe brokker sig alt for meget, siger Jacob Thiel.
-jhn
Fakta:
Statistik fra Nationalbanken viser, at bidragssatsen for personligt ejede virksomheder alene i perioden fra september 2013 til slutningen af 2014 er steget fra 0,85 pct. til 0,93 pct. I selvsamme periode er den effektive rentesats inklusiv bidrag på realkreditlån faldet fra 2,6 pct. til 2,4 pct.
Den seneste udvikling i bidraget skal selvfølgelig også ses i forhold til niveauet for bidragssatsen ved indgangen til 2009, hvor den lå under 0,4 pct., når det gælder erhvervsvirksomheder.