Regeringen lufter høje grønne ambitioner

Danmark er europamestre inden for eksport af energiteknologi. Nu vil regeringen kæmpe for at gøre Danmark til en grøn eksportsupermagt

Med klimaaftalen i Paris skal hele verden i gang med grøn omstilling. Der skal investeres 13.500 mia. US dollars frem mod 2030 for at opfylde klimamålene i aftalen, hvilket åbner et kæmpe marked for danske virksomheder, der kan se frem til et nyt grønt eksporteventyr.

Derfor vil regeringen med finansloven for 2017 afsætte penge til en ny eksportstrategi, der skal styrke eksporten af dansk energiteknologi.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har siden klimaaftalen blev indgået sidste år været i tæt dialog og holdt en række eksportmøder med energibranchen og erhvervslivet om at styrke eksporten af dansk energiudstyr og services.

Økonomisk opbakning Nu er regeringen klar med penge til en samlet eksportstrategi, som ministeren vil præsentere i løbet af efteråret.

- Med klimaaftalen i Paris skal hele verden i gang med grøn omstilling. Eksportstrategien er en offensiv plan for at stille dansk erhvervsliv endnu stærkere i den globale konkurrence om at erobre markedsandele til gavn for eksport, vækst og danske arbejdspladser. Vi er europamestre i eksport af energiteknologi, og nu skal vi blive endnu bedre.

- Eksportstrategien skal hjælpe til med at gøre Danmark til en grøn eksportsupermagt og vores virksomheder til de foretrukne samarbejdspartnere ude i verden,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Strategien skal udarbejdes i tæt samarbejde med energisektoren og erhvervslivet, og det endelige indhold og økonomiske ramme for strategien bliver præsenteret i efteråret.

Flere samarbejdslande
Ministeren løfter allerede nu for nogle af elementerne i eksportstrategien, herunder at der afsættes 10 mio. kr. over en treårig periode til at samarbejde med tre af vores vigtigste eksportmarkeder:

For det første skal Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets myndighedssamarbejde på energiområdet udvides fra syv til elleve samarbejdslande. De nye samarbejdslande bliver USA, Tyskland og UK, som finansieres med 10 mio. kr. over en treårig periode på finansloven. Der planlægges desuden indledt et nyt energisamarbejde med Etiopien. Indsatsen vil foregå i tæt samarbejde med Eksportrådet i Udenrigsministeriet og ambassader og handelskontorer i de udvalgte samarbejdslande.

For det andet skal teknologikomponenten i de eksisterende myndighedssamarbejder med syv vækstøkonomier styrkes.

Danmark i Champions League
For det tredje skal der mere fokus på EU-samarbejdet som platform til at fremme regulering og policy til gavn for eksport af dansk teknologi og løsninger på energiområdet.

Endelig skal Danmarks deltagelse i energiforskningens ”Champions League” med 19 andre lande i ”Mission Innovation” styrke samspillet mellem energiforskningen og eksporten.

Skæpper godt i kassen
- Jeg har selv været i lande som Kina og Indonesien og set med egne øjne, hvor meget vores samarbejde med de landes regeringer betyder for dansk erhvervslivs eksportmuligheder.

-  Ved at udvide vores tilstedeværelse fra syv til elleve lande og navnlig komme ind i USA, vil vi som et supplement til Eksportrådets indsats brede vores indflydelse og eksportmuligheder ud til nogle af de største og vigtigste markeder for grøn omstilling.

- Det vil skæppe godt i kassen og sikre eksportkroner, vækst og arbejdspladser i Danmark, samtidig med at vi hjælper andre lande til at nå deres klimamål. Det er international grøn realisme,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

-cmn

29/8 2016