Regler for statsgaranti begrænser ikke låntagningErhvervsminister Simon Kollerup (Foto: Keld Navntoft)

Regler for statsgaranti begrænser ikke låntagning

Statsgaranti kræver samme regler, som gælder ved bevilling af lån på almindelige vilkår uden statsgaranti.

Det fremgår af et svar fra erhvervsminister Simon Kollerup til Erling Bonnesen (V), at der i reglerne om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne stilles krav om, at institutter, der ønsker at ansøge om statsgaranti på en del af belåningen, skal foretage en værdiansættelse af pantet efter de samme regler, som gælder ved bevilling af lån på almindelige vilkår uden statsgaranti.

Erling Bonnesen havde ønsket at vide, hvilke krav og regler, der skal opfyldes specifikt angående spildevand, kloakering, stikledninger, regnvand fra hustage og befæstede arealer og rottespærrer i forbindelse med bevilling af statsgaranti til lån og/eller kreditforeningslån, der ellers var eller ville blive givet afslag på.

Ikke en hindring
Men ifølge ministeren er de forhold, som Erling Bonnesen spørger om, ’ikke til hinder for, at en ejendom kan handles og skifte ejer, og at det nye långivende institut dermed kan ansøge om statsgaranti på en del af belåningen’.

Det kræver dog, at lovens betingelser om kvadratmeterpris, beliggenhed, værdiansættelse i øvrigt er opfyldt:

- Det er således et anliggende mellem køber og sælger, hvem der skal bringe de forhold, spørgeren henviser til, i orden. Det gælder både ved lån med og uden statsgaranti, slutter Simon Kollerup.

DanB

8/7 2022