Årets mindste overraskelse: Boligejerne er ellevilde med håndværkerfradragetNye vinduer og ruder er topscorer, viser home og YouGovs spørgeundersøgelse.

Årets mindste overraskelse: Boligejerne er ellevilde med håndværkerfradraget

Ejerne af 250.000 boliger vil bruge 'grønt fradrag', og cirka dobbelt så mange går med overvejelser om det. Se her hvilke forbedringer, der er mest populære, i ny spørgeundersøgelse

Håndværkerfradraget er genindført fra 1. januar 2025 som et 'grønt håndværkerfradrag', der kan bruges på istandsættelse som energibesparende forbedringer, energiforsyning og klimasikring.

Det er der mange boligejere, som har planer om at benytte sig af, viser en ny spørgeundersøgelse, som analysevirksomheden YouGov har gennemført for ejendomsmæglerkæden Home op til jul.

Her svarer næsten hver femte boligejer – 19 % - at de har planer om at gøre brug af håndværkerfradraget i 2025 til forbedringer på deres ejerbolig. Og ca. 42 % svarer dertil ' måske' i undersøgelsen blandt 1070 boligejere.

Det vil sige, at 250.000 boliger har udsigt til et løft i det nye år, når man spørger ejerne.
Mens andre 530.000 ejere af landets cirka 1,3 mio. ejerboliger er i overvejelse.

- Det er nok langt fra alle boligejere, der har haft tid og lejlighed til at sætte sig ind i detaljerne i det nye håndværkerfradrag, men meget tyder på, at det nye fradrag kan motivere en del til at sætte gang i forbedringer, siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Boligejere vil kunne trække udgifter på op til 8600 kr. fra i skat næste år. Fradraget kan kun bruges på arbejdsløn og ikke materialer. Det svarer til en skattebesparelse på i snit ca. 2250 kroner i 2025, oplyser Danske Bank.

Ægtefæller og samlevende har hvert sit fradrag, uanset hvem af dem der har betalt regningen.

- Det er måske ikke de helt store summer, men det lader alligevel til, at fradraget kan have en motiverende effekt, konstaterer Homes analytiker.

De mest populære forbedringer
Nye vinduer og døre er en sikker topscorer blandt boligejerne, når de fortæller, hvad de vil bruge det nye håndværkerfradrag til.

Udskiftning af vinduer/ruder er helt i top på boligejernes ønskeseddel for deres bolig i 2025. 28 % af dem, der har planer om at gøre brug af det nye grønne håndværkerfradrag, vil sætte ind her, viser undersøgelsen, hvor man gerne må vælge flere forbedringer i sin besvarelse.

- Det er typisk en meget populær forbedring, da det ud over en lavere varmeregning og bedre komfort i boligen også hæver det visuelle udtryk, siger Henrik Hauthorn Jensen.

Nummer to på listen er isolering af ydervægge med 22 %.

Nummer tre er udskiftning af yderdøre eller terrassedøre er med 18 %.

Arbejde på varmeanlæg (f.eks. varmepumper, fjernvarmeunits, el-vandvarmere) kommer ind som nr. 4 på ønskesedlen til boligforbedringer i 2025.

- Der er ingen tvivl om, at energieffektiviteten af vores hjem er blevet vigtigere de seneste år, hvor mange på egen krop - eller i hvert fald egen pengepung - har mærket, hvor ondt det gør, når energipriserne stikker helt af.

- Ud over bedre vaner, når det kommer til ens el- og varmeforbrug, så er energirenoveringer et sted, hvor mange boligejere vælger at sætte ind, siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

Forbedring mod vand langt nede
Først på en femteplads kommer installation eller forbedring af afløbsinstallationer eller dræn (eksempelvis kloak, dræn, regnvandsfaskiner, højvandslukkere).

- Det kan undre lidt, at den type forbedringer først kommer ind her, for øgede regnmængder og højtstående grundvand er på dagsorden mange steder, og vi kan se i andre målinger, at det er en bekymring hos mange boligejere, siger Henrik Hauthorn Jensen.

17 % svarer 'ved ikke' i undersøgelsen fra YouGov og Home.

Fradraget kan trækkes fra i kommuneskatten, og hvor meget, man præcist sparer, afhænger dermed af, hvad kommuneskatten er, hvor man bor, oplyser Realkredit Danmark.

Besparelsen er størst i de kommuner, hvor skatten er højest, hvilket i 2025 er Brønderslev, Haderslev, Langeland, Lolland, Læsø, Nyborg, Odsherered, Sorø, Svendborg, Vesthimmerland og Vordingborg Kommune, hvor skatten er 26,3 %, og mindst i Vejle Kommune, hvor skatten er 23,4 %.

FAKTA: Hvilke typer forbedringer har du (måske) planer om?
(Du kan markere flere svar)

 

Base: Har ejerbolig og vil (måske) udnytte håndværkerfradrag

650


Isolering af tag og loft

22%

   

Isolering af ydervægge (fx hulmursisolering)

10%

   

Isolering af gulv (fx krybekælder, terrændæk)

6%

   

Udskiftning af vinduer/ruder

28%

 

 

Udskiftning af yderdøre eller terrassedøre

18%

   

Arbejde på varmeanlæg (fx varmepumper, fjernvarmeunits, el-vandvarmere)

15%

   

Installation eller forbedring af husstandssolceller/-vindmøller (inkl. batteri)

9%

   

Arbejde på solfanger

7%

   

Installation eller forbedring af ventilation

12%

   

Radonsikring

5%

   

Installation eller forbedring af afløbsinstallationer eller dræn (fx kloak, dræn, regnvandsfaskiner, højvandslukkere)

13%

   

Afmontering af brændeovn

3%

   

Reparation eller forbedring af skorsten

4%

   

Andet

7%

   

Ved ikke

17%

   
   

Total

176 %

Kilde: YouGov for Home, uge 50 2024 – 1070 boligere har deltaget i undersøgelsen (summen af svar er over 100 %, da man kan afgive flere svar).

15/1 2025