Ros til Ørsteds Haver

Ros til Ørsteds Haver

Dommerpanelet bag prisen Årets Byggeri gav hædrende omtale til genoplivningen af et trist byggeri på HC Ørstedsvej, Frederiksberg

Der var engang en grå lille boligblok med en benzintank i stueetagen. Blokken var modernistisk og tegnet i 1969 af arkitekt Ole Hagen, der stod bag flere af de huse, som mange Københavnere tit er lidt sure på; Codanhus, Falkoner Centret og Maersk Bygningen for eksempel. Nu hænger den fineste nye facade udenpå den grå blok. Indenfor er der kommet venligt træ på de engang så kolde gulve, og nogle af beboerne har flyttet et lille cafébord ud i det nye rum. Herfra kan de hilse på naboerne og følge med i livet på gaden nedenfor. 

Det sagde dommerkomitéen

Det er flot at få et socialt aspekt ind i en renovering af en ejendom med en sydvendt svalegang af ringe kvalitet. Den arkitektoniske facon, hvorpå det er lavet, tager fat på at løse, elegant, den problemstilling med svalegangens evighedsperspektiv: Du går ud af din lejlighed, og så ser du den lange linje ned til den anden ende, alle de ensartede døre, hele lysindfaldet, og det er ekstremt overbevisende, at man her en gang for alle skaber en rytme og en dynamik og giver mulighed for at kunne bearbejde karnapperne forskelligt, hvis der er det, du vil. Og skabe et helt andet facadeudtryk end det, det har haft hidtil. Og så er det nye jo både en klima- og en støjskærm. For facaden har en støjskærmende effekt ud mod HC Ørstedsvej, og en klimaeffekt ind mod lejlighederne. Og det vil vi jo altid gerne være med til at anerkende: At man fornyer bygningen og relaterer den til vores tid og skaber nyt liv og en ejendomsinvestering, som vil kunne holde i mange år i fremtiden.

Dommerkomitéen

Årets dommerkomité består af; Scott Hollingsworth, arkitekt, Hollingsworth Pack. Elly Kjems Hove, branchedirektør, DI BYG. Henrik Garver, administrerende direktør, FRI. Lene Espersen, administrerende direktør, Danske Arkitektvirksomheder. Palle Thomsen, direktør, Danske Byggecentre. Peter Stenholm, branchedirektør, DI Danske Byggeri. Rasmus Brandt Lassen, direktør, Bygningsstyrelsen. Hans-Bo Hyldig, næstformand, Byggesocietetet.

Årets Byggeri

Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris som hvert år hylder årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning. Nominerede byggerier bedømmes af en dommerkomite som består af branchedirektører og andre nøglepersoner fra byggebranchen. Alle vindere, hædrende omtaler og udvalgte indstillinger præsenteres i et 92 sider tykt særnummer af magasinet Byggeri, som udkommer den 11. december 2020. -ms

Få tilsendt magasinet BYGGERI - klik her...

13/12 2020