Satte ild til byggeaffald

Satte ild til byggeaffald

En politipatrulje fra Sydsjællands Poiti kørte lørdag klokken 9.15 ad Vordingborgvej i Næstved, da de opdagede, at der steg en mindre røgsøjle op fra en industribygning.

Da de holdt ind for at undersøge sagen, kunne betjentene konstatere, at der var sat ild til noget byggeaffald.

Brandvæsnet blev tilkaldt og fik branden under kontrol. På stedet traf politiet et vidne, som havde set to unge mænd køre fra stedet på den samme knallert. Efter en kort afsøgning af nærområdet fandt patruljen frem til de to unge mænd, som efter en kort eftersættelse blev standset.

Manden, der sad bag på, stak af fra stedet, mens føreren – en 21-årig mand fra lokalområdet – blev anholdt og sigtet for brandstiftelse, spirituskørsel, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for ikke at have styrthjelm på og for at køre med en passager bagpå knallerten.

Stjal varmepumpe

Nordsjællands Politi oplyser, at der i sidste weekend var stjålet udedele til varmepumper for et betydeligt beløb på Teglværk Allé. Der var skåret kobberrør over for at afmontere udedelen. 

Taget på fersk gerning

Midt- og Vestsjællands Politi olyser, at der i weekenden 'gik en alarm' ved et værksted på Bragesvej i Ringsted.

Politiet kørte til stedet, hvor en varebil med trailer var set køre væk med en gaffeltruck.

Med gode oplysninger fra vidner lykkedes det politiet at stoppe gerningskøretøjet ikke langt derfra. To mænd, en 49-årig fra Lolland og en 37-årig fra Stevns, blev anholdt og sigtet indbud og tyveriet af den værdifulde gaffeltruck.

Den 49-årige mand var fører af varebilen, som de blev stoppet i. Han viste sig ovenikøbet at være narkopåvirket og køre uden gyldigt kørekort. Under en visitation blev han fundet i besiddelse af 0,43 gram kokain.

Varebilen var desuden ikke registeret eller forsikret, og der sad nummerplader fra et andet køretøj påsat den. Han fik udtaget en blodprøve, før han blev taget med på stationen til afhøring. De to mænd blev senere løsladt, men kan forvente et retsligt efterspil.

DanB

30/7 2024