Seks vindere fundet i arkitektur konkurrenceEt af vinderprojekterne 'Compound Cube' af Louise Vester og Andreas Braae

Seks vindere fundet i arkitektur konkurrence

Seks vindere er fundet i den københavnske kunstplatform CHARTs arkitekturkonkurrence, som inviterede arkitektstuderende til at tegne seks pavilloner til Kunstakademiets Kunsthal Charlottenborgs gård

Seks vindere er fundet i den københavnske kunstplatform CHARTs arkitekturkonkurrence, som inviterede arkitektstuderende til at tegne seks pavilloner til Kunstakademiets Kunsthal Charlottenborgs gård.

Vinderne er udvalgt af dommerkomiteen bestående af arkitekt og stifter af BIG, Bjarke Ingels, designer og grundlægger af HAY, Rolf Hay og medejer af FOSS, Dorte Foss - og er alle arkitektstuderende.

- CHART pavillionerne er blevet en tilbagevendende legeplads for arkitektoniske eksperimenter - med muligheder for at analysere, udforske, designe, dokumentere og fremvise - og ikke mindst at få alle ideerne ud i virkeligheden til sidst. Der er et ligeværdigt fokus på det taktile og tekniske, såvel som det æstetiske, samt konceptuelle. Når alt kommer til alt er det aritekturen der er i fokus. Kunsten at kunne omforme noget praktisk til poesi. Vi glæder os til at se de seks pavillioner blive til virkelighed, forklarer Bjarke Ingels.

Arkitektkonkurrencen blev lanceret i tæt samarbejde med den danske elektronikvirksomhed FOSS og det danske designhus HAY.

Pavillonerne vil stå klar i august og skal huse en række af Københavns bedste restauranter under CHART ART FAIR, der løber fra d. 21. – 23. august 2015. Deriblandt restauranter som Condesa, The Union Kitchen og Barbie.

-jhn


De seks vindere er:

A - Curtain Wall af Jack Minchella og Christopher Paxton
B - The Fall af Søren Aagaard og Jacob Holmquist Larsen
C - Once in a Blue moon af Monica Skovgaard Christensen og Katja Nicoline Meyer
D - Compound Cube af Louise Vester og Andreas Braae
E - Thevisual void af Thea Dahl Orderud og Christoffer Fischlein
F - Variations of an incomplete cube af Alexandra Holman og Marshall Blecher

Fakta om CHART ART FAIR
CHART ART FAIR finder sted d. 21. - 23. august 2015 på Kunstakademiets Kunsthal Charlottenborg. Kunstmessen præsenterer den hidtil mest ambitiøse samling af 28 nøje udvalgte og toneangivende gallerier fra de nordiske lande, der alle præsenterer samtidskunst af højeste kvalitet og i international særklasse.

CHART er grundlagt i 2013 af Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, V1 Gallery, Andersen’s Contemporary og David Risley Gallery med ønsket om at udfordre grænserne og forståelserne omkring, hvad en kunstmesse kan være. I 2014 tiltrak CHART over 600 internationale gæster og kunstprofessionelle. Mere end 5.000 københavnere deltog i åbningsfesten til messen, der havde et samlet besøgstal på over 12.000. CHART var nomineret til IBYEN prisen og AOK.dk Byens Bedste som ”Årets Kunstoplevelse”. Kunstmessen er åben for offentligheden.

Åbningstider
Fredag d. 21. august - kl. 16.00 til 20.00
Lørdag d. 22. August – 12.00 til 18.00
Søndag d. 23. august - 12.00 til 17.00

8/7 2015