Sengebygningen i Aarhus er centrum for stor boligtransformationVisualisering af sengebygningens udseende, når omdannelsen til lejligheder er færdig. Fra lejlighederne på de øverste etager bliver der udsigt ind over Aarhus by. Visualisering: Link Arkitektur.

Sengebygningen i Aarhus er centrum for stor boligtransformation

Tirsdag dag blev grundstenen lagt til Axelhave – et nyt boligkvarter i hjertet af det tidligere Aarhus Amtssygehus. Projektet markerer en central milepæl i transformationen af hospitalsområdet til en levende og bæredygtig bydel

Axelhave omfatter en gennemgribende konvertering af den ikoniske Sengebygning fra 1935 samt opførelsen af to nye boligejendomme. Samlet set er projektet en del af den større vision for Amtssygehuskvarteret, hvor historien videreføres i en ny bymæssig sammenhæng med boliger, byrum og fællesskaber.

Med Axelhave videreføres fortællingen om Amtssygehuset – fra hospital til bykvarter – med stor respekt for områdets oprindelige arkitektur og identitet. 

Den karakteristiske Sengebygning bliver bevaret og omdannet til moderne boliger, mens de nye bygninger er udformet som en nutidig fortolkning af det eksisterende arkitektoniske udtryk.

Projektet tager afsæt i stedets DNA, hvor den røde tegl, de gule bånd og principper om lys, luft og bevægelse fortsat danner rammen om livet i kvarteret.

Kernen i projektet er transformationen af den bevaringsværdige Sengebygning, som gennemgår en omfattende renovering og omdannes til boliger. Samtidig opføres to nye boligbyggerier, der tilsammen skaber et samlet og sammenhængende boligområde med grønne opholdsrum og fælles faciliteter.

Ambitionen er at skabe et stærkt samspil mellem det eksisterende og det nye – hvor historiske strukturer genanvendes og videreudvikles i en moderne kontekst.

Axelhave realiseres i et samarbejde mellem Pensam som investor og Raundahl & Moesby som udvikler og totalentreprenør – i tæt dialog med Aarhus Kommune, der har fastlagt de overordnede rammer for udviklingen af Amtssygehuskvarteret.

- Vi er stolte af at bidrage til udviklingen af et nyt og visionært bykvarter, hvor vi både kan bevare og renovere de historiske bygninger og samtidig bygge nyt i respekt for stedets DNA og smukke arkitektur. 

- Alt sammen med fokus på at skabe langsigtede, attraktive afkast til vores over 510.000 pensionsmedlemmer, siger investeringschef Jeppe Starup, fra Pensam.

Hos Raundahl & Moesby er samarbejdet med Pensam en central forudsætning for projektets kvalitet og ambitioner.

- Axelhave er et enestående boligprojekt med Sengebygningen som centrum. Sammen med Pensam har vi skabt et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi forener historisk arkitektur med nutidens krav til boligkvalitet og bæredygtighed, siger administrerende direktør Carsten Raundahl.

Bæredygtighed er en integreret del af Axelhave – både i transformationen af eksisterende bygninger og i opførelsen af nyt. Projektet arbejder mod en DGNB-certificering på Platin-niveau, hvilket stiller omfattende krav til både klima, materialer, social bæredygtighed og indeklima.

Genanvendelsen af den eksisterende bygningsmasse er i sig selv et vigtigt bidrag til at reducere ressourceforbruget og understøtte en mere bæredygtig byudvikling.

Axelhave bliver ikke alene et boligprojekt, men en aktiv del af et nyt bykvarter med fokus på fællesskab, grønne byrum og liv mellem bygningerne. Området indrettes med park, stiforbindelser og opholdsrum, der inviterer til møder mellem mennesker og aktiviteter på tværs af generationer.

-dc

23/6 2026