Seniorer og unge skal bo side om side i nyt rækkehusprojekt i Aalborg
52 rækkehuse skal bygges på Sigynbakken syd for Aalborg. De bliver opført i et samarbejde mellem HusCompagniet som totalentreprenør, PFA som investor og Deas som bygherrerådgiver
- Jeg glæder mig til at se et helt nyt boligområde skyde op. Svenstrup er en af Aalborg Kommunes største byer, og er meget attraktiv både for børnefamilier og seniorer.
- Det er positivt, at der bliver investeret i bæredygtige byggerier i byen, der med sin naturskønne beliggenhed og gode forbindelser har alt det, en moderne by skal rumme.
- Jeg ser frem til, at vi kan byde nye borgere velkomne her.
Sådan siger siger Lasse Frimand Jensen (S) borgmester i Aalborg Kommune om det nye byggeri i Svenstrup.
I alt skal der bygges 52 1-plans rækkehuse i et samarbejde mellem HusCompagniet som totalentreprenør, PFA som investor og Deas som bygherrerådgiver.
De nye boliger bliver i størrelser fra 85 til 110 m2, og boligerne bygges med en målsætning om at blive certificeret til DGNB Guld, når det står færdigt.
Projektet er desuden det første i PFA's rækkehuskoncept.
- Vi glæder os til at komme i gang med opførelsen af projektet og er rigtig glade for samarbejdet med HusCompagniet. At bygge med en totalentreprenør, der er vant til at udvikle ejerboliger, gør os trygge i både kvaliteten og processen.
- Vi ser frem til at kunne tilbyde de kommende beboere rækkehuse i høj kvalitet med tæt adgang til både daginstitutioner, natur og kort afstand til Aalborg centrum, siger Peter Morgan, Head of Real Estate hos PFA Ejendomme.
Målgruppen for de kommende boliger er både børnefamilier og seniorer og skaber derved en bred beboersammensætning.
- Her er i den grad tale om et projekt, hvor det er muligt at bo i et rækkehus i naturskøn beliggenhed, og det er en fornøjelse, at projektet nu for alvor får luft under vingerne.
- Vi er stolte af at være med som bygherrerådgiver fra de første ide-faser til de nye hjem står klar i 2026, udtaler Steen Amstrup, Head of Building Services & Consulting hos Deas Group.
Med de planlagte grønne fællesarealer omkring de nye rækkehuse vil mange af boligerne få let adgang og udsigt til grønne omgivelser på toppen af Sigynbakken.
- Vi er meget stolte over at være udvikler og totalentreprenør på dette projekt, og vi er samtidig glade for, at byggeriet nu er i gang.
- Vi sætter stor pris på samarbejdet med Aalborg Kommune og PFA, og vi ser frem til at levere 52 rækkehuse i høj kvalitet bygget med udgangspunkt i vores trygge forretningsmodel, siger Martin Ravn Nielsen, administrerende direktør hos HusCompagniet.
-dc