Sjusk i Viborg Kommune får ikke følger
Boligministeren vil ikke styrke tilsyn med kommuners byggesagsbehandling
Af Dan Bjerring
Christiansborg
På baggrund af en artikel i Ingeniøren omkring en byggeskandale i Viborg, hvor butikker og kommunale bygninger er taget i brug uden tilladelse beder Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF boligminister Kaare Dybvad Bek redegøre for konsekvenserne ved at bryde lovgivningen, og om det giver anledning til et styrket tilsyn uden for kommunerne.
Boligministeren slår fast, at det ifølge Byggeloven er bygningsejers ansvar, at en bygning er lovlig, og som bygningsmyndighed er det kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at byggelovgivningen, herunder Bygningsreglementet, efterleves:
- Der er ikke en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at foretage aktivt tilsyn med efterlevelsen af kravene, men bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt forhold, der ikke er af ganske underordnet betydning, skal forholdet søges lovliggjort, oplyser Kaarre Dybvad Bek.
Kan give bødestraf
Og der ER tale om et ulovligt forhold, når et byggeri, der er omfattet af kravet om byggetilladelse, bliver taget i brug uden, at kommunalbestyrelsen har udstedt en ibrugtagningstilladelse:
- Ifølge Byggeloven påhviler det den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige forhold, som er i strid med Byggeloven eller øvrige regler fastsat i medfør heraf. I de tilfælde, hvor ejeren efter påbud fra kommunalbestyrelsen ikke berigtiger et ulovligt forhold, kan der ved dom pålægges bødestraf, oplyser ministeren, der på den baggrund ’ikke forventer at ændre dette ansvarsforhold fremadrettet’.