Skal være et fyrtårnsprojekt for hele byggeriet med 75 procent lavere CO2-forbrug
Med en ambition om at skære 75 % af CO2-forbruget, skal Lejerbo Helsingørs kommende 33 rækkehuse, kaldet Falkenberghøje, i Ålsgårde inspirerer aktører i hele byggebranchen
For to år siden skød Villum Fonden og Realdania projektet 'Boligbyggeri fra 4 til 1 planet' i gang. Her skal 13 projekter i hele landet give deres bud på at opføre boligprojekter, der mindsker klimaaftrykket til en fjerdedel – fra faktor 4 til 1 i forhold til et standard-boligbyggeri.
I Ålsgårde har Lejerbo sammen med Arkitema gennem det seneste år arbejdet på at skabe 33 boliger, der stræber efter den målsætning.
Den markante reduktion i klimaaftrykket har krævet helt nye måder at tænke og arbejde på, og derfor har man i teamet bag Falkenberghøje arbejdet ud fra tre centrale strategier: reduktion, acceleration og forbindelse.
Alt sammen med det formål at skabe et projekt, der kan hjælpe den grønne omstilling godt på vej.
Det er også derfor, den almene boligorganisation Lejerbo har valgt at træde ind i projektet.
- Falkenberghøje er et ambitiøst alment boligprojekt, der skal være med til at bane vejen for, at vi kan bygge fremtidens almene boliger med andre materialer og et markant lavere CO2-aftryk. Vi ser det som en vigtig kerneopgave at være med til at finde nye løsninger på samfundets store udfordringer, herunder klimaudfordringerne.
- Derfor har det været helt naturligt for os at være en del af initiativet med et visionært projekt, som skubber til vores grænser. Og jeg mener, at vi, sammen med Arkitema, har udarbejdet et banebrydende projekt, som kommer til at gøre en forskel for fremtidens byggeri, fortæller Mette Hyrup Vilsen, bygge- og udviklingschef hos Lejerbo.
Udvikling af nye standarder
Det er arkitekter og bæredygtighedsspecialister hos arkitektvirksomheden Arkitema, der har udviklet de 33 almene rækkehusboliger i tæt samarbejde med Lejerbo.
Her har man skullet udtænke og udvikle nye metoder og standarder for at ramme de ambitiøse klimamål for projektet, samtidig med, at man har skullet holde sig inden for de økonomiske rammer, der er for alment boligbyggeri.
- Det er en kæmpe udfordring at bygge med det kvarte CO2-aftryk af nutidens standardbyggeri, og vi er ikke i mål endnu. Det har været en enorm læring og en fantastisk mulighed for os at udforske den nye æstetik, som materialer og konstruktioner med ultralave udledninger nødvendiggør.
- Vi er meget stolte over det projekt, vi har udviklet sammen med en så ambitiøs bygherre som Lejerbo. Vi har hele tiden kunnet skubbe til hinanden, og er kommet frem til et resultat, som jeg virkelig glæder mig til at se blive realiseret, fortæller partner og senior kreativ leder i Arkitema, Jakob Suenson Schou.
De kommende boliger bliver udført i træ og opført på pæle hævet over terrænet for at undgå brug af beton. Boligerne er designet med fokus på høj energieffektivitet og lavt energiforbrug.
Dertil kommer, at de valgte materialer og konstruktionsmetoder fremmer robuste og tilpasningsdygtige boliger, der kan repareres og vedligeholdes på en ærlig og smuk måde.
Samtidig er der i udviklingen tænkt i forbindelser mellem de mennesker, der skal bo der, og den smukke natur, der omkranser Falkenberghøje.
Projektet udføres i hovedentreprise, hvor det gennem samarbejde mellem rådgivere og hovedentreprenør er et mål at optimere endnu mere på CO2-aftrykket. Efter planen skal byggeriet stå færdigt ultimo 2026.
-dc